Det globale arbejdsmarked for mennesker skrumper, og vi skal samarbejde på tværs af kloden for at sikre indkomster til almindelige arbejdstagere
30 timers arbejdsuge – er det bare danske yderfløjsfantasterier? Nej, de sidder og diskuterer det i fulde alvor i disse timer på den verdensomspændende konference The future of work we want – a global dialogue – arrangeret af ILO (International Labour Organization).
Nul timers arbejde
Den verdensberømte økonom John Maynard Keynes mente så tidligt som 1930, at efterhånden som vi blev rigere, ville arbejdsugens længde langsomt falde, indtil den nåede til nul. Tilskyndelsen til at arbejde ville blive mindre og mindre på grund af vores rigdom og de teknologiske produktionsmidlers overtagelse af arbejdet. Men den altafgørende forudsætning for en sådan drømmetilværelse er selvfølgelig, at vi fordeler den rigdom, samfundet og teknologien producerer.
Langt fra ideelt
Den virkelighed står vi langt fra i dag, sagde den politiske økonom fra Warwick University, Robert Skidelsky, keynote speaker på ILOs konference:
“Hvad skal den menneskelige race gøre, når det er maskiner, der gør alt arbejdet? Hvis ikke vi gør noget drastisk, så får vi en fremtid på arbejdsmarkedet bestående af vidunderlige jobs i toppen og elendige jobs i bunden, sagde han.”
Den bedste vej frem er at samarbejde internationalt om at få den fremtid, vi ønsker.
“Freeing people of the need to work”
Arbejdsmængden skrumper
Når maskinerne arbejder for os, kan vi beslutte at arbejde mindre. Det gjorde vi i den vestlige verden fra 1880-1980. Arbejdsugen faldt fra måske 60 timer til 40. Siden 1980 er arbejdsdagen ikke blevet kortere.
Hvorfor bliver arbejdsugens længde ikke ved med at falde? Ja, først og fremmest, fordi vi ikke ændrer strategi, fremhæver Robert Skidelsky:
“Vi i vesten møder udfordringerne med overflod og automatisering med mere af det samme.”
Mere vækst. Mere produktion. Mere forbrug.
Uligheden vokser
Én grund til, at mange ikke arbejder mindre, er, at de ikke kan leve af den løn, de får. For bare at holde trit med de økonomiske fordringer en normal tilværelse i et moderne samfund stiller, så er mange mennesker nødt til at arbejde meget. Det gælder fx mange af de 12 millioner briter, som i dag befinder sig under den britiske fattigdomsgrænse. Vi er allerede på vej mod et samfund af lykke i toppen af pyramiden, elendighed i bunden, anførte Skidelsky. Og det bliver kun værre.
Vi har et valg
Med mindre vi på globalt plan vælger en ny strategi for fordeling af rigdom. Den britiske filosof John Locke, hvis tanker er en hjørnesten i liberalismen, argumenterede for, at enhver har ejendomsret til sit eget arbejde. Det indbefatter eksempelvis retten til at bestemme, hvor meget man vil arbejde. Denne ret er det kun samfundets rigeste, der reelt har i dag.
Demokratisering af arbejde
Robert Skidelsky foreslog i sin tale at skabe en demokratisering af ejendomsretten til eget arbejde.
“Freeing people of the need to work,” som Skidelsky udtrykte det.
Demokratiseringen kan ske ved hjælp af en universel basisindkomst – borgerløn. Som Skidelsky polemisk udtrykker det, kan man
“…beskatte minoriteter for på den måde at give majoriteten en ret, de allerede har.”
Nemlig retten til at bestemme, hvor meget de vil arbejde.
Beskatte ejerne af produktionsmidlerne
Beskatningen af minoriteter er en simpel nødvendighed. Det er ikke en “misundelses-skat”, som lignende forslag bliver kaldt herhjemme. Skidelsky mener, at fremtiden byder på sparsomme mængder arbejde. Når flere bliver ledige, skal de have noget at leve af. Én vej frem er at beskatte robotterne og den kunstige intelligens.
Skattely for robotter
Man kan også vælge at dele det arbejde, der er tilbage til mennesker: Robert Skidelsky lader os forestille os en verden, hvor alle arbejder 15 timer om ugen.
“Ville det ikke være en god ting?,” spørger han listigt fristende.
At den slags ideer kun kan fæstne rod i international muld, er Robert Skidelsky helt med på.
“Hvis vi beskatter robotter i ét land, hvordan forhindrer vi så andre lande i at blive skattely for robotter? Vi må og skal have globalt lederskab.”
Gang på jord?
Om ideerne om at fordele rigdom med borgerløn vil vinde frem, kan hænge sammen med, om taberne i kapløbet med maskinerne vil være mange nok, vurderer Skidelsky. Vi ser dog allerede i dag tabernes stemme tage form i de mange populistiske bevægelser og partier, der vokser frem i vesten.
Vi kan bestemme
At populisterne har så markant medvind skyldes ifølge Skidelsky, at også demokratiet er blandt taberne i det globale vækstkapløb. I iveren efter vækst har vi så travlt med at høre efter, når klodens finansielle oligarker fortæller os, hvad der vil være til vores eget bedste, at vi sætter befolkningernes ret til at bestemme over styr. I en sådan grad, at der er opstået en følelse af teknologisk determinisme: Vi kan alligevel intet stille op over for udviklingen af ny teknologi.
Jamen, selvfølgelig kan vi det, svarer Skidelsky. Vi har kollektiv kontrol over teknologi. Sammen kan vi styre, hvad teknologi skal bruges til.
Hvis vi kan finde sammen.
Vi vil altid arbejde
Alle spørgeundersøgelser siger, hævder Skidelsky, at de fleste mennesker foretrækker at arbejde mindre, end de gør. Forudsat, at de fastholder deres nuværende indkomst. Fri 24-7 vil dog aldrig blive virkelighed. Dels fordi mennesker helt generelt ikke bryder sig om at modtage overførselsindkomster. Dels fordi arbejde er med til at give livet mening. For det tredje fordi mange af os er umættelige efter ting, sager og oplevelser, som koster penge. Som Skidelsky opsummerer situationen lige nu: Smerten ved at arbejde er mindre end smerten ved at holde fri og opgive de goder, vi kunne få ved at arbejde.
På den måde finder Djævelen altid arbejde til ledige hænder.
Robert Skidelsky er professor i politisk økonomi ved Warwick University. Han har skrevet bogen How Much Is Enough: Money and the Good Life sammen med sønnen Edward Skidelsky, som bl.a. også skriver i The Guardian.