Kender du kaffebordstesten?

Med kaffebordstesten kan du sikre dig, at tilhørerne husker det fra din tale, som du ønsker.

Skal du holde tale den 1. maj – eller kender du én, der skal? Så prøv at tale på en måde, så de husker dig ved kaffebordet efter talen

Hvad husker vi mennesker efter en tale? Ikke ret meget. Men ved at lære at “tale til kaffebordet”, kan du langt hen ad vejen styre, hvad det er, dine tilhørere bagefter husker fra din tale.

Begynd med at beslutte dig for, hvad du vil have tilhørerne til at tænke, når de har hørt din tale. Vælg ét og kun ét budskab, tilhørerne i hvert fald skal huske.

Lad os sige, at din fagforening i år har besluttet at sprede slagkraftige argumenter for, at det er godt at være medlem af en fagforening. 1. maj kan være én af anledningerne til at føre dette ud i livet.

Lad os som eksempel lege med den idé, at vi vil bygge et budskab op om fordelene ved at være medlem af en fagforening ved at benytte den sjette ferieuge som et letforståeligt argument, som alle kan huske.

Når vi vil “tale til kaffebordet”, er det selvfølgelig helt afgørende, at tilhørerne kan huske netop det, vi vil have dem til at huske. Her er ferie slet ikke så tosset. Det vender vi straks tilbage til.

Kontingentet betaler ferien

For rigtigt mange lønmodtagere kan den sjette uges ferie i sig selv retfærdiggøre hele fagforeningskontingentet – hvis man ellers kan lide at holde ferie. For hvad er det lige, det koster, hvis man selv skal betale en uges ferie?

Og ja: Hvis kontingentet går til at betale den sjette ferieuge, så er resten af fagforeningens tilbud noget, man får kvit og frit. Enklere kan regnestykket for og imod fagforening næsten ikke blive.

Hvem husker ikke ferien?

Samtidig er der mange store fordele ved at vælge ferie som det ene element, tilhørerne skal tale om bagefter. Den sjette ferieuge er ikke kontroversiel, og den er behagelig at tænke på. Desuden er ordet ferie knyttet til meget konkrete billeder, som alle mennesker har nemt ved at huske. Sol, strand og vand. Grin, glæde og samvær.

Du kan også vælge at fortælle en kort historie om en konkret ferie, du selv tænker på med glæde – og som måske blev mulig takket være den sjette ferieuge. Historier og fortællinger er nemlig også noget, der fæstner sig i hukommelsen.

Hvem lytter?

Når du overvejer, hvad dine tilhørere skal tage med fra talen, skal du samtidig se tilhørerne for dig. Hvem er de? Hvad går de op i?

Netop den 1. maj vil du med stor sandsynlighed skulle tale for kernetropperne. Dem behøver du ikke overbevise om fordelene ved fagforeningen. Men du kan bede dem om hjælp til at skaffe fagforeningen positiv omtale . Du kan forklare dem, hvorfor det at betale for at få adgang til den sjette ferieuge kan være let at forstå for mennesker, som ellers tvivler på værdien af at være med i en fagforening.

Det storpolitiske gavepapir

Mange 1.-maj-talere kan måske stå med en følelse af, at et budskab om en sjette ferieuge er for magert at stå frem med på Arbejdernes internationale Kampdag. Men den sjette ferieuge behøver ikke se vitaminfattig ud. Den skal bare have den rigtige indpakning.

Du kan benytte dig af et storpolitisk gavepapir: “Sammenhold og solidaritet er vigtigere end nogensinde før,” kan du eksempelvis indlede med. “Se bare, hvordan uligheden stiger. Se, hvad den stadigt højere pensionsalder tvinger vore kolleger til at udholde.” Osv. osv.

Ét budskab over alle andre

Måske synes du, der er vigtigere og mere slående argumenter end ferie? Det er også ok. Bare husk, at når du laver talen, så skal du fra starten beslutte dig for at prioritere ét budskab over alle andre. Det skal være noget, som bliver husket. Og som i kraft af dette har en chance for at komme ud og virke aktivt forandrende i samfundet. På den måde kan dine taler blive ét af de våben, I som fagforening kan hente frem fra arsenalet, når I ønsker at skubbe samfund og arbejdsmarked i en ny retning.

På et tidspunkt kommer du til det punkt, hvor du må spørge: Jamen, hvor er det sammenhold så henne? Det kniber jo med at stå sammen. Medlemmerne siver stadig fra fagforeningerne. Her er det, du så kan slå på, at der ofte er brug for lavpraktiske og rent økonomiske argumenter for at overbevise en del kolleger om, at et medlemskab er pengene værd. Og nu kan du så introducere argumentet om den sjette ferieuge.

Tips til den gode tale

  • En god tale er en kort tale
  • Der skal ikke være fem, der skal ikke være tre, der skal være ét budskab i en tale.
  • Den gode tale er velforberedt:
  • En tale på 15 minutter kan sagtens tage timer at researche til og skrive
  • Brug tid på at undersøge, hvor du skal tale, hvem der kommer mv.

Søren Dam Nielsen har bl.a. skrevet taler for HK- og 3F-afdelingsformænd samt for Sorøs tidligere borgmester Ivan Hansen.


Få flere tips til din faglige kommunikation

Tilmeld dig vores nyhedsbrev – og få 4-8 gange årligt tips om, hvordan du slår igennem med dine budskaber:


…fik du læst…

Tak til taleskriver Kristian Madsen for at have introduceret begrebet “kaffebordstesten”.