Kan og skal. Mening i arbejdet og mange, mange møder med alkoholikere og stofmisbrugere. Nina Bakke Westphaal syntes ikke rollen som arbejdsmiljørepræsentant var let
“Hvis politikere, ansatte og borgere ikke siger nok er nok, vil udviklingen forsætte i det uendelige. Det handler derfor om at stå sammen om vores kommunale velfærd op til kommunalvalget i november 2017.”
Sådan stod der at læse i en invitation til stormøde for samtlige tillids- og arbejdsmiljørepræsentanter i Københavns Kommune samt efterfølgende demonstration for alle medarbejdere i kommunen fra februar 2017.
På gaden i protest
Demonstrationen i 2017 var en opfølgning på to tilsvarende, landsdækkende aktioner i 2016, hvor samlet mere end 30.000 offentligt ansatte gik på gaden i protest mod regeringens kommunale og regionale nedskæringer på velfærden.
Den blussende utilfredshed hos fagbevægelsen på vegne af medarbejderne i Københavns Kommune skyldtes de mangeårige stik fra spareknive ført af landspolitikerne mod kommuner og regioner:
- Budgetloven fra 2012
- Omprioriteringsbidraget fra 2015
- Moderniserings- og effektiviseringsprogrammet fra 2016
- Samt de årlige budgetforhandlinger mellem regeringen, regioner og kommuner inden for de rammer, ovenstående tiltag har sat.
Milliarder af kroner
Det var milliarder og atter milliarder af kroner, der ikke længere flød ud i kommune- og regionskasserne. Hvert år blev hanen lukket mere til og strømmen af midler en pengetank i Joakim von And-størrelse svagere.
Uanset hvilken arbejdsplads i landet, medierne i denne periode refererede fra, var besparelserne behæftet med dybe beklagelser fra ledelse og medarbejdere, bl.a. over et stadigt dårligere arbejdsmiljø:
Færre medarbejdere, højere produktivitetskrav og knaphed på tid til at levere ydelser i god kvalitet var fremherskende klagepunkter.
Midt i alt dette sad den dengang 59-årige arbejdsmiljørepræsentant Nina Bekke Westphall, socialrådgiver på Center for Rusmiddelbehandling i Københavns Kommune. Center for Rusmiddelbehandling udreder og behandler borgere med misbrugsproblemer forårsaget af alkohol eller centralstimulerende stoffer.
20 års arbejde med misbrugere
Nina Bekke Westphall har været socialrådgiver siden 1986, og havde dengang i mere end 20 år arbejdet med misbrugere i Københavns Kommune. I begyndelsen handlede det kun om heroinmisbrug. Senere spændte det over alkohol-, hash- eller kokainmisbrug.
Nina Bekke Westphall var trådt til på posten som arbejdsmiljørepræsentant i 2016. Egentlig stillede hun op til valg af arbejdsmiljørepræsentant, fordi hendes arbejdsplads var blevet fusioneret med en anden.
“Jeg fungerer som socialrådgiver og som en slags visitator. Når borgere retter henvendelse til os, møder de mig. Nogle får råd og vejledning og går ud og prøver nogle ting af. Andre bliver indskrevet til behandling. Vi laver selv ambulant behandling, og vi kan i nogle tilfælde koble psykiatere eller psykologer på. Københavns Kommune har altid varetaget misbrugsbehandlingen. Tidligere lå alkoholbehandlingen i hospitalsregi. Men for tre år siden hjemtog kommunen alkoholbehandlingen, og vi blev lagt sammen. Det har givet store omvæltninger. Fra at være to små arbejdspladser med ti-elleve medarbejdere er vi i dag langt over 30, og begge parter har skullet vænne sig til en ny borgergruppe.”
Misbrugere skulle bare møde op
I den nye organisation skulle brugerne ikke længere bestille tid i forvejen. De skulle bare møde op. Det var urovækkende for nogle af Nina Bekke Westphalls kolleger fra stofmisbrugsbehandlingen.
“Så stillede jeg op som den eneste. Og det gjorde jeg på den baggrund, at jeg vidste, at det ville blive turbulent. Jeg ville gerne medvirke til, at der ikke skulle være nogen, der gik ned med flaget.
Nina Bakke Westphaal
“Før fusionen vidste jeg altid, hvem det var, jeg skulle have visiterende samtale med. I den nye organisation sneg der sig en vis grad af uforudsigelighed ind. Vi vidste ikke længere, hvem der kunne komme ind ad døren.”
Der opstod problemer med stress og angst blandt medarbejdere i den forbindelse.
En generel omorganisering af arbejdet bidrog også til, at det at lande efter fusionen tog lang tid, men det er medarbejderne i det store og hele kommet igennem i dag, vurderer Nina Bekke Westphall.
Men skoen trykker stadig – bare et andet sted.
Kaste håndklædet
Da vi mødtes på Københavns Hovedbibliotek en efterårsdag i 2019, havde Nina Bekke Westphall været arbejdsmiljørepræsentant på sin arbejdsplads i tre år, og hun havde vanskeligt ved at lyde begejstret. Hun havde indimellem perioder, hvor hun havde lyst til at kaste håndklædet i ringen som arbejdsmiljørepræsentant.
Samtalen den efterårsdag gav det indtryk, at nok var fusionen vigtig at bearbejde. Men at det især var kombinationen mellem fusion og et stigende arbejdspres afledt af de mange besparelser i det offentlige, der var en påtrængende og vedholdende problemstilling, som hun som arbejdsmiljørepræsentant blev nødt til at tage stilling til.
“Jeg sidder jo i en organisation, hvor det er det psykiske arbejdsmiljø, der fylder, og det er svært at tage fat om, fordi det er så uhåndgribeligt. Vi har brugt meget energi på at tale om træk fra vinduerne og sikkerhedsalarmer i forhold til udadreagerende borgere. Men når vi begynder at skulle snakke om, hvad der gør, om vi trives eller mistrives på arbejde, så bliver det svært.”
Krav om arbejdsmiljørepræsentant
I forbindelse med fusionen stillede Københavns Kommune krav til organiseringen på den nye arbejdsplads, bl.a. at der blev valgt en arbejdsmiljørepræsentant:
“Så stillede jeg op som den eneste. Og det gjorde jeg på den baggrund, at jeg vidste, at det ville blive turbulent. Jeg ville gerne medvirke til, at der ikke skulle være nogen, der gik ned med flaget, fortalte Nina Bekke Westphall.
Ikke et godt tegn
Nina Bekke Westphall forstår selv sin i øjeblikket væsentligste funktion som arbejdsmiljørepræsentant sådan her:
“Jeg synes generelt, at vi har et godt arbejdsmiljø. Der er desværre nogle, som indimellem bliver stress-sygemeldt, og det er jo ikke et godt tegn, og det er noget, vi snakker om. Københavns Kommune har fokus på sygefravær og sygefraværspolitik. I den sammenhæng er jeg optaget af, hvordan vi kan forebygge stresssygemeldinger særligt for nyansatte og nyuddannede.”
Men hvorfor er det, at de nye lægger sig ned med stress?
“Det, der gør folk stressede, er høje forventninger til sig selv og til, hvad de skal påtage sig af arbejdsopgaver.”
Stress og kommunale besparelser
Jeg spørger direkte til, om det har noget at gøre med kommunale besparelser, bl.a. påtvunget af staten.
“Det har det,” bekræfter Nina Bekke Westphall.
“Og så har det jo noget at gøre med, at vi jo ikke er en arbejdsplads, der har normeringer. Så det kan godt være at man har sagt, at der gennemsnitligt er 500 borgere tilknyttet centret. …Men den kan jo godt ryge op på 700, og vi ved jo heller ikke, hvor stor gennemstrømningen er – nogle borgere er der i kort tid, andre i lang tid, så vi kan i løbet af et år nå op på at forholde os til rigtig mange forskellige borgere.”
“Så kan det også stresse, hvis arbejdsopgaverne er uklart beskrevet, og man selv skal finde ud af for meget.”
“Vi gør ikke, hvad vi selv finder mest rigtigt at gøre. Vi gør det, vi fornemmer, at I forventer af os.”
Flødeskum på toppen
En af de mest udbredte øvelser i kommunerne i disse år er at afklare, hvad der er de absolut mest afgørende gøremål for medarbejderne, og hvad der mere figurerer som flødeskum på toppen.
Hvad der kan sløjfes i en situation, hvor kommunen fattes penge.
Alle vegne hertillands har kommunernes arbejdspladser derfor delt opgaver ind efter “det-vi-skal”- og “det-vi-kan”-gøre. Skal- og kan-opgaver. Kerneopgaver og alt det ved siden af.
At give borgere rådgivning om, hvordan de kan reducere alkoholindtaget er måske en skal-opgave. At holde daglige, uformelle walk-and-talk-møder, hvor deltagerne reflekterer over måden at arbejde på og udvikler nye tilgange til god rådgivning er måske en kan-opgave, selv om den slags møder kan være frugtbare og føre til bedre resultater.
Ideologien om kerneopgaver og kan/skal er i dag samtidig blevet vævet tæt sammen med en forestilling om, at man ved at afdække, hvad der er væsentligst og fokusere på det i arbejdet, i samme åndedrag kan give arbejdet mere mening.
Blår i øjnene
Men med italesættelsen af kan- og skal-opgaver er der muligvis tale om en mere eller mindre eksplicit og bevidst fordrejning af ideologien om kerneopgaver for at få fokus på “det, vi i hvert fald skal have gjort” til at glide lettere ned iblandt offentligt ansatte.
En af de grundlæggende ideer med at afdække kerneopgaverne er formentlig at sikre, at planlagte besparelser kan gennemføres, uden at den fornødne service over for borgerne bliver væsentligt forringet.
Utro mod egne idealer
Men der er også forskning, der kan tyde på, at afdækningen af kerneopgaver kan munde ud i, at institutioner ikke er tro mod deres egne idealer og forhåbninger i forhold til meningsfuldheden af det arbejde, de udfører. Det vil altså sige, at fokus på kerneopgaver ikke giver det tilsigtede resultat:
Mere meningsfuldt arbejde.
Men at der derimod sker en betydelig afsmitning fra magtforholdet mellem den pågældende institution, den kommunale forvaltning og til de kommunale politikere:
“Vi gør ikke, hvad vi selv finder mest rigtigt at gøre. Vi gør det, vi fornemmer, at I forventer af os.”
(Historien om Nina Bakke Westphaal fortsættes senere – ring på klokken nederst til højre, hvis du vil have et tip, når det sker – eller tilmeld dig nyhedsbrevet AMR-Posten)😊