Debattør/-tør ikke: Et talende mindretal i det danske samfund definerer, hvilke problemer, vi har, og hvilke løsninger, der findes
Et pensionsstormvejr opstod pludseligt og uventet på 3F’s kongres i 2019. Mod hovedbestyrelsens forventning ønskede et flertal af de delegerede at genåbne velfærdsforliget fra 2006 for at genopfinde reglerne for pension i Danmark og gøre dem mere fair. Det er et godt eksempel på, at verden tager sig meget forskelligt ud, alt efter om man beskuer den fra toppen af samfundspyramiden eller fra et sted i folkedybet. Formand Per Christensen var simpelthen ude af trit med sine medlemmer. Selvfølgelig er formandens perspektiv og indblik et helt andet end menige medlemmers. Han er en mand, der bevæger sig rundt i magtens absolutte top, og som drikker kaffe med såvel Mette Frederiksen som Kristian Thulesen Dahl. Han ved, at en genåbning af et forlig kan være farligt; et nyt forlig kan blive bedre, men det kan også blive ringere. At mere lukrative pensionsregler kan koste dyrt i andre ender af samfundet. Og så fremdeles. Men når nu 3F-medlemmernes ønsker om at stoppe den stadige stigning af pensionsalderen er så dybfølt, så er det også ganske enkelt en stemme i debatten, som man ikke må skøjte let hen over. Per Christensen fik samlet de delegerede om et kompromis, som hedder noget i retning af, at velfærdsforliget “skal til et grundigt eftersyn”. De delegerede blev hørt, og det er nu 3F’s og Per Christensens aktuelle og kommende held med at påvirke pensionsreglerne i gunstig retning, som vil afgøre, hvem klokken falder i slag for.
A4 Arbejdsliv: Håndværkere og industriarbejdere er et sjældent syn i debatspalterne – ligesom de fleste andre…
Det som er ansvarligt
Eliter ude af trit med befolkninger synes at være et gennemgående tema i de fleste vestlige samfund i disse år: Brexit, De gule Veste, udkantshetzen i Danmark og på arbejdsmarkedet eksempelvis de mange problemer med EU’s indre marked og arbejdskraftens frie bevægelighed. Kendetegnende for den politiske debat samt for de tilhørende politiske løsninger er den selvsikkerhed, måske endda magtfuldkommenhed, der præger eliten, og som får den til at udtale ord som: “Det, der ikke er til forhandling, er ansvarlighed. Der skal være styr på den økonomiske politik,” som Bjarne Corydon gjorde i sin tid som finansminister.
“Det, der ikke er til forhandling, er ansvarlighed. Der skal være styr på den økonomiske politik.”
Bjarne Corydon
Intet er uangribeligt
Det lyder så uangribeligt rigtigt. Det er det bare ikke nødvendigvis. Problemet er selvfølgelig ikke ansvarligheden. Den kan ingen have noget imod. Problemet er en ansvarlighed, der så åbenlyst agerer til fordel for et fåtals samfundsinteresser ved at redde banker, sænke skatter for de rigeste og samtidig spænde livremmen ind blandt samfundets svageste. Findes der virkelig ikke noget alternativ? Et lige så ansvarligt alternativ? Eller i det mindste et mindre ansvarligt alternativ, som dog i det mindste kunne blive fremført og sat til debat, så vi kunne se hoved, hale og perspektiver i vores samfundsdiskussion?
Livets sejlivede inerti
Klokken slår, og dagene går. Imens bliver der født et kuld børn, som skal sidde på bagsædet af en stationcar og have hvert sit værelse med computer og fjernsyn, to årlige udlandsrejser og nyt tøj en gang om måneden. Som moderne arbejdere er vi travlt beskæftiget med at leve op til normen for det rigtige liv, og vi stiller sjældent spørgsmålstegn ved den. Det behøver vi ikke. Det fungerer for os. Måske er det derfor, vi forholder os tavse i samfundsdebatten, og på lange stræk kan stille os bag Bjarne Corydons med fast hånd førte trimning af velfærdsstaten. Vi har jo simpelthen travlt med at leve et liv, og så længe sygdom, invalidering, ledighed eller oversvømmelser ikke lige rammer os, så fortsætter vi bare som vanligt. Vi engagerer os i vores liv, ikke i samfundsdebatten. Så affinder vi os med forhold, vi kunne ønske os var anderledes, og overlader det til andre at tage teter og sætte dagsordener. Det er der intet problematisk i, det er meget menneskeligt, om end man kunne ønske sig at se en smule mere drømmeri og utopi udspille sig fra sig selv og andre.
Regnskabets time
Problemerne kommer først, når samfundet må omstille sig på måder, der berører flertallet eller store mindretal. Når samfundet skal finde løsninger, som kan sikre fortsat funktionsduelighed, og når det igen er eliten, som skal definere begge dele. Idet eliten dårligt har hørt fra den resterende del af samfundet siden sidst, ja så er det ikke noget under, at eliten går ud fra, at alle andre i det store og hele er tilfredse med elitens verdenssyn. Som da man på Christiansborg i 2006 vedtog velfærdsforliget, som har den indbyggede effekt, at danskerne må gå stadig senere på pension. Og som da man i 1993 tolkede danskernes nej ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten til at betyde, at hvis bare vi fik de fire forbehold, så ville vi synes, EU var en helt fin gutterunion.
Afmægtig, magelig tavshed
I lutter dovenskab, afmagt, angst, magelighed eller ligegyldighed er vi mange, som er tavse. Det bliver samfundsdebatten doven, magelig, fattig og snæversynet af. Man kan ikke bebrejde de mennesker, der har magt , at de styrer verden efter deres egen forståelse af, hvad et godt samfund er. Der er trods alt, så længe vi taler om politikere, et demokratisk mandat bag deres politiske valg. Men også i dette tilfælde skal politikerne tolke deres demokratiske mandat. Og det er næppe så enkelt, at de har fået deres stemmer fra mennesker, som en-til-en føler deres interesser varetaget af pågældende politikers partiprogram. Så hvis politik virkelig skal være et spejl af drømmene og behovene i folkehavet, så kan det være ønskeligt at høre flere stemmer blande sig i debatten. Spørgsmålet er nu, hvordan vi kan nå derhen?
De tavses catch 22
Som vi ser det i Fagsagen, så er det legitimt som borger i et demokrati at undlade at blande sig i debatten. Målet med samfundet er vel altid netop at nå dertil, hvor alle har forhold, de simpelthen ikke har grund til at være utilfredse med, så vi ikke længere behøver så meget snak, men kan bruge tiden på at spille pool, surfe, gå til festival og spise æggemadder med hjemmedyrket karse i stedet for. Men når man ikke blander sig, så er der andre, der tager ens plads. Når man ikke råber højt, så er der andre, der gør det. Når man ikke vil noget, så er det andre, der får deres vilje. Dette er de tavses catch 22.
Et lille prik
Vi tror, at det lige præcis er dette catch 22, vi skal prikke til, hvis vi skal have flere af alle os tavse til at åbne munden engang imellem og fortælle historier om vores liv i vores personlige hjørne af verden. Alle lever liv, hvor der er noget, der gør dem glade, og andet, der gør dem kede af det. Når så ikke mennesker ønsker at fortælle om, hvad de er utilfredse med, så kan det selvfølgelig skyldes mange ting. Måske tænker vi, at det nok ikke kan være anderledes. Måske stiller vi os tilfredse med det, der trods alt fungerer. Måske går det så dårligt, at vi simpelthen ikke orker fortælle om det. Måske tror vi, det ikke nytter noget, at ingen vil tage os alvorligt, at vi er de eneste i verden, der tænker sådan. Måske er vi havnet i en rolle, hvor vi ikke rigtigt tror på, at vi kan skrive eller tale sådan, som vi tror, vi skal kunne, for at tage del i debatten.
Få taletid her
Hvis det er rigtigt, så har vi behov for at kunne se, at der er nogen, der er villige til at lytte. Vi har også behov for at få at vide, at det er fedt, at vi melder os på banen. At vores stemme har værdi, og at det nytter noget at blande sig i debatten. Vi kan måske godt bruge, hvis nogen kunne give os nogle påmindelser om, hvad der rører sig i samfundet, som det er værd at give en kommentar til. Det kan være godt at få nogle tips om, hvor vi kan blande os henne og sikre os taletid hos grupper af samfundet, som ellers ikke ville høre fra os. Om, hvad debat er i 2020’erne, hvor et klassisk skrevet debatindlæg til aviserne langt fra er eneste mulighed. Eller inspiration til, hvilke greb, vi kan ty til, når vi ønsker at give debatten ekstra virkning og gennemslagskraft. Og se, det er netop derfor, vi i Fagsagen skriver dette indlæg. For vi vil (sgu) gerne give debatten en vitaminindsprøjtning i det omfang, vi kan bidrage til det. Derfor har vi lavet et debat-e-træningsprogram, som vi gerne vil give til alle, som har lyst til at få det. Det er simpelthen ment som en gratis, hjælpende hånd til at få flere stemmer til at blande sig i debatten.
…Og det var dermed ordene… Vi glæder os til at høre meget mere fra jer alle.
Og: Hvis det ikke virker efter hensigten, så vil vi meget gerne høre fra jer. Så laver vi det enten om eller dropper det.