Debat Arkiv - Fagsagen

Efter coronaen bliver verden den samme igen – eller gør den? Pressen er fuld af profetier

”Vi skal, måske for altid, vænne os til at omgå hinanden på nye måder.”

Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde i forbindelse med genåbningen af Danmark. Udtalelsen er hyppigt citeret af andre. Fordi det, som nok primært var en henstilling til danskerne om at huske at vaske hænder og tænke på at holde afstand, i sig selv jo er et udsagn med en langt større rækkevidde. Taler Mette Frederiksen i virkeligheden om, at der fra asken efter coronaen vil rejse sig et helt nyt samfund? Det er der selvfølgelig ingen, der helt konkret tror. Men mange håber det. Luften er derfor fuld af gisninger og gætterier. Det er, som om det låg, som i årtier har været lagt over den frie utopiske tænkning er taget af, og et mylder af anderledes, håbefulde tanker og ideer pibler frem alle vegne fra. Sjældent har medierne været så fulde af profetier om, hvad det er for en fremtid, vi går i møde som lige nu, hvor pandemien har taget os på sengen og rystet os i vores grundvold, magelighed og tyrkertro på at være hævet over blandt andet vira og bakteriel disruption.

Udmattet verden

I en stærkt læseværdig artikel i Information: Vores verden er udmattet og har bittert brug for at blive tænkt på ny lader den tyske sociolog Harmut Rosa en bemærkning falde: At coronakrisen trods alle dens menneskelige skæbner og tragedier er en chance og mulighed for at ændre på vores samfundsystem. Den opbremsning af det accelererede samfund, vi gennemlever lige nu, giver os luft og lejlighed til at tage vores livsform op til fornyet overvejelse. For Rosa er det afgørende vigtigt, at vi ikke bare vender tilbage til det vækstsamfund, hvis tempo altid har været alt for højt, og som kritikere fra Romklubben og frem har ønsket at bremse. “Vi har brug for en form for revolution mod væksttvangen, siger Rosa. Men hvad præcis skal revolutionen føre til? Det svarer han desværre ikke på.

Neoliberalismen i respirator

Mange kommentatorer mener, at vi i den seneste tid – også før corona – har været vidner til neoliberalismens svanesang. De peger på, at coronakrisen har tydeliggjort, at den stigende markedsgørelse af områder, som aldrig skulle have været privatiseret, giver enorme problemer under store kriser som den nuværende. Dette synspunkt repræsenterer eksempelvis den internationale stjerneøkonom Branko Milanovic. Den internationale sundhedskrise, som coronavirussen udgør, har øget presset for en “korrektion af kapitalismen”, som han udtrykker det i Weekendavisen. Coronasmitten har medført et anti-globaliserings-chok, som meget vel kan medføre en bølge af hjemflytninger af produktion. Den frie bevægelighed af varer og personer, som vi har vænnet os til, kan i yderste fald ende med at høre fortiden til. Globale forsyningskæder kan blive afløst af national selvforsyning. Der kan i yderste konsekvens blive tale om en opløsning af det globale samfund i et omfang sammenligneligt med, da Det vestromerske Rige opløstes.

I 2021 vil vi kunne se tilbage på i dag og konstatere, at coronaen lærte os at arbejde hjemme, satte en stopper for Trump, og "just-in-time"-produktion blev erstattet af langt større lagerbeholdninger som buffer mod kritiske situationer, siger tysk fremtidsforskningsinstitut. — I 2021 vil vi kunne se tilbage på i dag og konstatere, at coronaen lærte os at arbejde hjemme, satte en stopper for Trump, og “just-in-time”-produktion blev erstattet af langt større lagerbeholdninger som buffer mod kritiske situationer, siger tysk fremtidsforskningsinstitut.

I en krisesituation kan det, man før så som fordele, pludselig være ulemper, siger Milanovic. Det gælder navnlig den effektivisering, der har præget vestlige samfund. I den trimmede økonomis navn har vi levering “just in time” og har ingen overflødighedshorn haft at tære på, hvis det uventede skulle ske. Pludselig står flere lande med overfyldte hospitaler, patienter på gangene og mennesker, der dør, før de får hjælp. Sikkerhedsnettet brister, når krisen kradser. Det samme gælder på arbejdsmarkedet i lande som USA, hvor afstanden fra job til ledighed til suppekøkkener er ekstremt kort. En måned inde i krisen står selv mennesker fra den amerikanske middelklasse i kø for at hente mad fra food banks. Det vil give stof til overvejelse blandt politikere og i befolkningen, om det virkelig kan være rigtigt, at verdens rigeste land ikke har kapacitet til at behandle borgere i krise bedre end det. “Just in time” vil blive suppleret eller måske endda med “just in case” (hvis det værst tænkelige sker, må vi have en nødplan).

Green new deal skal redde EU

400 fremtrædende, europæiske økonomer og forskere kræver i et opråb til Europas politikere en grundlæggende forandring af EU’s økonomi. Under coronakrisen har en række EU-lande udvist en tragisk mangel på solidaritet, anfører forskerne: Forbud mod eksport af medicinsk udstyr, lukning af nationale grænser og værre endnu afvisningen af at udstede euroobligationer med fælles hæftelse. Coronakrisen vil blive husket såvel som fejlslagen europæisk integration; ethvert land var sig selv nærmest; og som en humanitær katastrofe, ikke mindst grundet de miserable forhold for de mange flygtninge i lejre på sydeuropæiske øer, som ingen tilsyneladende har overskud til at tage sig nævneværdigt af.

Euroen er truet af sammenbrud, lyder det fra flere kanter. De 400 økonomer og forskere nævner ikke specifikt euroen, men frygter i mere generelle termer, at den europæiske integration vil kollapse i kølvandet på coronaen. Det vil bevirke store sociale omkostninger, høj arbejdsløshed, mere fattigdom og en tiltagende ulighed.

Blandt andet af disse grunde peger de 400 på, at neoliberalisme i form af bl.a. offentlige besparelser i den nuværende situation er den værst tænkelige kur. Der skal stærke stater til, virkningsfuld omfordeling og massive investeringer i en grøn og social omstilling. Det kan ikke være op til enkeltstående europæiske nationer at drive omstillingen. Den europæiske økonomi er så integreret, at det må være EU, som må svinge dirigentstokken i en New Green Deal for EU. En deal, som igennem et stort, fælles EU-budget, eksempelvis frembragt gennem euroobligationer skal rumme såvel en grøn, en social som en demokratisk dimension, så den derved kan håndtere

Massearbejdsløshed
Fattigdom
Ulighed
Genopretningen af offentlige sektorer
Reduktionen af vores miljø- og CO2-aftryk
En involvering af borgere om beslutninger på regionalt og lokalt niveau
Gældseftergivelse og udviklingsbistand.

Ud af fastkursens trygge favn?

Netop euroens sårbarhed over for interne økonomiske stridigheder i Eurozonen er udgangspunktet for den norske journalist, Jon Hustad, som i Weekendavisen spår, at Danmark aldrig bliver det samme som før. Dvs. det samme land, som gennem de seneste 40 år har haft fastkurspolitikken som kronjuvelen i sin økonomiske politik. For når euroen bryder sammen, fordi Italien ikke længere vil være med, så er det bye bye til fastkurs og goddag til de globale finansløver, for hvem den skrøbelige danske valuta er ren nam nam. Løverne vil stå i kø efter at sætte tænderne i den danske krones alt for store finansielle opsparinger i udenlandske værdipapirer. I en post-corona-verden af protektionisme er det de lande, der eksporterer mest og sparer mest, som taber mest, og det er aktuelt for Danmark, fordi Danmark er verdensmester i eksport og opsparing. Hustad finder dog langt fra opbakning hos økonomiprofessor Niels Thygesen i selv samme avis: EU har oplevet værre kriser, bemærker Thygesen.

Fornyet tro på kollektivet

Mandag Morgen bringer i øjeblikket en spændende serie, hvor mere end 20 fremtrædende personligheder giver deres bud på tiden efter corona. To kvinder, Line Groes fra Is it a Bird og filosof Anne-Marie Christensen Søndergaard fra Syddansk Universitet peger på en fornyet tro på kollektivet som forandringskraft som det væsentligste, der kommer ud af coronakrisen. “Jeg håber, at dette er den blivende forandring, som kommer af coronakrisen: At vi er kommet i tanke om, at vi sammen kan omskabe betingelserne for vores fællesskab. Den indsigt får vi brug for. Coronakrisen vil forsvinde. Men bag den lurer den endnu større klimakrise, som i endnu højere grad kræver, at vi tænker nyt og sammen omskaber rammerne om vores livsform,” skriver Anne-Marie Søndergaard Christensen.

“Jeg håber, at dette er den blivende forandring, som kommer af coronakrisen: At vi er kommet i tanke om, at vi sammen kan omskabe betingelserne for vores fællesskab. Den indsigt får vi brug for. Coronakrisen vil forsvinde. Men bag den lurer den endnu større klimakrise, som i endnu højere grad kræver, at vi tænker nyt og sammen omskaber rammerne om vores livsform.”
Anne-Marie Søndergaard Christensen, filosof, Syddansk Universitet

Line Groes noterer sig desuden en fornyet tro på staten og eksperterne – “thank God” – tilføjer hun. Denne gang har vi fuldstændig sat vores lid til sundhedssystemets evner til at lede os gennem pandemien. Ellers har tilliden til eksperter kunnet ligge på et meget lille sted siden Anders Fogh Rasmussens opgør med “smagsdommeriet”.

Fællessang og frivillige

Så langt, så godt. Og sammenholdet ser da også ud til at blomstre med fællessang og tusindvis af frivillige hænder i sundhedsvæsnet inden for lille Danmarks hegnspæle. På klodeniveau ser det anderledes betænkeligt ud, anfører den israelske tænker Yuval Noah Harari:

I en tid, hvor flere gør opmærksom på, at coronakrisen hælder ild på bålet i det stadig mere anspændte forhold mellem USA og Kina, opfordrer Harari til globalt samarbejde og verdensomspændende solidaritet i Financial Times: Såvel epidemien som den efterfølgende økonomiske krise går kloden rundt. Man kan ikke tage ordentligt hånd om nogen af problemerne, hvis ikke det sker i et globalt samarbejde om at dele viden, sundhedsfagligt personale og begrænse rejseaktiviteter. Men som Harari tørt konstaterer, så ser det i mangel af globalt lederskab ud til, at verden i øjeblikket går ad en vej, der fører til splittelse. Det vil ikke kun forlænge krisen. Men vil sandsynligvis føre til langt værre katastrofer i fremtiden.

Vil du brage igennem lydmuren i den offentlige debat lidt hyppigere end vanligt. Følg Fagsagens e-træning:

DIN FAGLIGE STEMME

Artiklens referencer

Dagbladet Information

Weekendavisen

Das Zukunftsinstitut

After corona: The resilient society?

Ugebrevet Mandag Morgen

Financial Times

Yuval Noah Harari: the world after coronavirus

Debattør/-tør ikke: Et talende mindretal i det danske samfund definerer, hvilke problemer, vi har, og hvilke løsninger, der findes

Et pensionsstormvejr opstod pludseligt og uventet på 3F’s kongres i 2019. Mod hovedbestyrelsens forventning ønskede et flertal af de delegerede at genåbne velfærdsforliget fra 2006 for at genopfinde reglerne for pension i Danmark og gøre dem mere fair. Det er et godt eksempel på, at verden tager sig meget forskelligt ud, alt efter om man beskuer den fra toppen af samfundspyramiden eller fra et sted i folkedybet. Formand Per Christensen var simpelthen ude af trit med sine medlemmer. Selvfølgelig er formandens perspektiv og indblik et helt andet end menige medlemmers. Han er en mand, der bevæger sig rundt i magtens absolutte top, og som drikker kaffe med såvel Mette Frederiksen som Kristian Thulesen Dahl. Han ved, at en genåbning af et forlig kan være farligt; et nyt forlig kan blive bedre, men det kan også blive ringere. At mere lukrative pensionsregler kan koste dyrt i andre ender af samfundet. Og så fremdeles. Men når nu 3F-medlemmernes ønsker om at stoppe den stadige stigning af pensionsalderen er så dybfølt, så er det også ganske enkelt en stemme i debatten, som man ikke må skøjte let hen over. Per Christensen fik samlet de delegerede om et kompromis, som hedder noget i retning af, at velfærdsforliget “skal til et grundigt eftersyn”. De delegerede blev hørt, og det er nu 3F’s og Per Christensens aktuelle og kommende held med at påvirke pensionsreglerne i gunstig retning, som vil afgøre, hvem klokken falder i slag for.

A4 Arbejdsliv: Håndværkere og industriarbejdere er et sjældent syn i debatspalterne – ligesom de fleste andre…

Det som er ansvarligt

Eliter ude af trit med befolkninger synes at være et gennemgående tema i de fleste vestlige samfund i disse år: Brexit, De gule Veste, udkantshetzen i Danmark og på arbejdsmarkedet eksempelvis de mange problemer med EU’s indre marked og arbejdskraftens frie bevægelighed. Kendetegnende for den politiske debat samt for de tilhørende politiske løsninger er den selvsikkerhed, måske endda magtfuldkommenhed, der præger eliten, og som får den til at udtale ord som: “Det, der ikke er til forhandling, er ansvarlighed. Der skal være styr på den økonomiske politik,” som Bjarne Corydon gjorde i sin tid som finansminister.

“Det, der ikke er til forhandling, er ansvarlighed. Der skal være styr på den økonomiske politik.”
Bjarne Corydon

Intet er uangribeligt

Det lyder så uangribeligt rigtigt. Det er det bare ikke nødvendigvis. Problemet er selvfølgelig ikke ansvarligheden. Den kan ingen have noget imod. Problemet er en ansvarlighed, der så åbenlyst agerer til fordel for et fåtals samfundsinteresser ved at redde banker, sænke skatter for de rigeste og samtidig spænde livremmen ind blandt samfundets svageste. Findes der virkelig ikke noget alternativ? Et lige så ansvarligt alternativ? Eller i det mindste et mindre ansvarligt alternativ, som dog i det mindste kunne blive fremført og sat til debat, så vi kunne se hoved, hale og perspektiver i vores samfundsdiskussion?

Livets sejlivede inerti

Klokken slår, og dagene går. Imens bliver der født et kuld børn, som skal sidde på bagsædet af en stationcar og have hvert sit værelse med computer og fjernsyn, to årlige udlandsrejser og nyt tøj en gang om måneden. Som moderne arbejdere er vi travlt beskæftiget med at leve op til normen for det rigtige liv, og vi stiller sjældent spørgsmålstegn ved den. Det behøver vi ikke. Det fungerer for os. Måske er det derfor, vi forholder os tavse i samfundsdebatten, og på lange stræk kan stille os bag Bjarne Corydons med fast hånd førte trimning af velfærdsstaten. Vi har jo simpelthen travlt med at leve et liv, og så længe sygdom, invalidering, ledighed eller oversvømmelser ikke lige rammer os, så fortsætter vi bare som vanligt. Vi engagerer os i vores liv, ikke i samfundsdebatten. Så affinder vi os med forhold, vi kunne ønske os var anderledes, og overlader det til andre at tage teter og sætte dagsordener. Det er der intet problematisk i, det er meget menneskeligt, om end man kunne ønske sig at se en smule mere drømmeri og utopi udspille sig fra sig selv og andre.

Regnskabets time

Problemerne kommer først, når samfundet må omstille sig på måder, der berører flertallet eller store mindretal. Når samfundet skal finde løsninger, som kan sikre fortsat funktionsduelighed, og når det igen er eliten, som skal definere begge dele. Idet eliten dårligt har hørt fra den resterende del af samfundet siden sidst, ja så er det ikke noget under, at eliten går ud fra, at alle andre i det store og hele er tilfredse med elitens verdenssyn. Som da man på Christiansborg i 2006 vedtog velfærdsforliget, som har den indbyggede effekt, at danskerne må gå stadig senere på pension. Og som da man i 1993 tolkede danskernes nej ved folkeafstemningen om Maastricht-traktaten til at betyde, at hvis bare vi fik de fire forbehold, så ville vi synes, EU var en helt fin gutterunion.

Afmægtig, magelig tavshed

I lutter dovenskab, afmagt, angst, magelighed eller ligegyldighed er vi mange, som er tavse. Det bliver samfundsdebatten doven, magelig, fattig og snæversynet af. Man kan ikke bebrejde de mennesker, der har magt , at de styrer verden efter deres egen forståelse af, hvad et godt samfund er. Der er trods alt, så længe vi taler om politikere, et demokratisk mandat bag deres politiske valg. Men også i dette tilfælde skal politikerne tolke deres demokratiske mandat. Og det er næppe så enkelt, at de har fået deres stemmer fra mennesker, som en-til-en føler deres interesser varetaget af pågældende politikers partiprogram. Så hvis politik virkelig skal være et spejl af drømmene og behovene i folkehavet, så kan det være ønskeligt at høre flere stemmer blande sig i debatten. Spørgsmålet er nu, hvordan vi kan nå derhen?

De tavses catch 22

Som vi ser det i Fagsagen, så er det legitimt som borger i et demokrati at undlade at blande sig i debatten. Målet med samfundet er vel altid netop at nå dertil, hvor alle har forhold, de simpelthen ikke har grund til at være utilfredse med, så vi ikke længere behøver så meget snak, men kan bruge tiden på at spille pool, surfe, gå til festival og spise æggemadder med hjemmedyrket karse i stedet for. Men når man ikke blander sig, så er der andre, der tager ens plads. Når man ikke råber højt, så er der andre, der gør det. Når man ikke vil noget, så er det andre, der får deres vilje. Dette er de tavses catch 22.

Et lille prik

Vi tror, at det lige præcis er dette catch 22, vi skal prikke til, hvis vi skal have flere af alle os tavse til at åbne munden engang imellem og fortælle historier om vores liv i vores personlige hjørne af verden. Alle lever liv, hvor der er noget, der gør dem glade, og andet, der gør dem kede af det. Når så ikke mennesker ønsker at fortælle om, hvad de er utilfredse med, så kan det selvfølgelig skyldes mange ting. Måske tænker vi, at det nok ikke kan være anderledes. Måske stiller vi os tilfredse med det, der trods alt fungerer. Måske går det så dårligt, at vi simpelthen ikke orker fortælle om det. Måske tror vi, det ikke nytter noget, at ingen vil tage os alvorligt, at vi er de eneste i verden, der tænker sådan. Måske er vi havnet i en rolle, hvor vi ikke rigtigt tror på, at vi kan skrive eller tale sådan, som vi tror, vi skal kunne, for at tage del i debatten.

Få taletid her

Hvis det er rigtigt, så har vi behov for at kunne se, at der er nogen, der er villige til at lytte. Vi har også behov for at få at vide, at det er fedt, at vi melder os på banen. At vores stemme har værdi, og at det nytter noget at blande sig i debatten. Vi kan måske godt bruge, hvis nogen kunne give os nogle påmindelser om, hvad der rører sig i samfundet, som det er værd at give en kommentar til. Det kan være godt at få nogle tips om, hvor vi kan blande os henne og sikre os taletid hos grupper af samfundet, som ellers ikke ville høre fra os. Om, hvad debat er i 2020’erne, hvor et klassisk skrevet debatindlæg til aviserne langt fra er eneste mulighed. Eller inspiration til, hvilke greb, vi kan ty til, når vi ønsker at give debatten ekstra virkning og gennemslagskraft. Og se, det er netop derfor, vi i Fagsagen skriver dette indlæg. For vi vil (sgu) gerne give debatten en vitaminindsprøjtning i det omfang, vi kan bidrage til det. Derfor har vi lavet et debat-e-træningsprogram, som vi gerne vil give til alle, som har lyst til at få det. Det er simpelthen ment som en gratis, hjælpende hånd til at få flere stemmer til at blande sig i debatten.

…Og det var dermed ordene… Vi glæder os til at høre meget mere fra jer alle.

Og: Hvis det ikke virker efter hensigten, så vil vi meget gerne høre fra jer. Så laver vi det enten om eller dropper det.