NFA skal evaluere pilotprojekt med ID-kort

Det bliver Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), der skal stå for at evaluere pilotprojekt med ID-kort. Formålet med evalueringen er at undersøge, om ID-kort kan effektivisere kontrol med arbejdsklausuler og bidrage til Arbejdstilsynets kontrol

Medarbejdere på to offentlige byggepladser har siden foråret skullet vise ID-kort, når de stempler ind og ud på deres arbejdsplads. Det er planen, at ID-kortordningen i begyndelsen af januar også bliver indført på byggepladser i henholdsvis Høje-Taastrup og Svendborg.

App med ID-kort

Medarbejderne på de fire statslige byggepladser skal bruge en app udstyret med et ID-kort, når de tjekker ind og ud fra byggepladsen. Oplysninger om arbejdstid fra ID-kortet sammenholdes derefter med lønningsoplysninger, som udleveres af hovedentreprenøren.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) har fået til opgave at evaluere, om ID-kortet er et effektivt værktøj til at kontrollere, om arbejdsklausuler bliver overholdt på offentlige byggepladser. Evalueringen bliver startet op efter nytår.

“Jeg håber, at ID-kortet i fremtiden kan bidrage som endnu et redskab i værktøjskassen til at opdage og sikre lønmodtagere mod urimelige arbejdsvilkår i Danmark”

Peter Hummelgaard, beskæftigelsesminister

NFA skal samtidig undersøge, om ID-kort kan understøtte bygherrens og Arbejdstilsynets kontrol med arbejdsmiljøfaglige uddannelser, registreringer i Registeret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT) og arbejdsmiljøorganisation- og koordinatoruddannelse.

Fordele og ulemper

Evalueringsrapporten vil desuden indeholde fordele og ulemper ved ID-kort på byggepladser, ligesom at NFA vil komme med anbefalinger til, hvordan ID-kort-løsninger kan designes bedst muligt i forhold til pilotprojektets målsætning om at styrke kampen mod social dumping.

Pilotprojektet omfatter:

  • Et anlægsprojekt med udbygning af E20-motorvejen på Vestfyn.
  • En tilbygning og modernisering for Toldstyrelsen og Syd- og Sønderjyllands Politi i Padborg.
  • En ombygning for Administrations- og Servicestyrelsen i Høje Taastrup.
  • En ombygning af Administration- og Servicestyrelsen i Svendborg.

Det forventes, at Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA) kan levere den færdige rapport i slutningen af 2022.

Usle kår er uacceptabelt

Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:

– Regeringens holdning til social dumping er klar. Vi mener, at det er dybt uacceptabelt, når helt almindelige lønmodtagere i Danmark udsættes for usle løn- og arbejdsvilkår. Regeringen har derfor et stort fokus på at komme problemet til livs. Der skal ikke være tvivl om, at arbejde i Danmark, uanset branche, skal ske på ordentlige løn- og arbejdsforhold.

– Jeg håber, at ID-kortet i fremtiden kan bidrage som endnu et redskab i værktøjskassen til at opdage og sikre lønmodtagere mod urimelige arbejdsvilkår i Danmark. Jeg ser på den baggrund frem til at læse NFA’s evaluering af pilotprojektet med ID-kort, når rapporten står færdig.

Kan give indblik

Direktør for NFA, Steffen Bohni Nielsen, siger:

– Projektet kan give os et indblik i, hvilken betydning i ID-kort har for arbejdsmiljøet på byggepladserne, og det giver os mulighed for at vurdere både implementeringen og anvendeligheden af ID-kortene for bygherre, entreprenører og myndigheder. Projektet er også interessant i forhold til fremtidig forskning, da det kan give anledning til yderligere undersøgelser af brugen af ID-kort i arbejdsmiljøarbejdet.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet (pressemeddelelse)

…fik du læst…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *