Gå i pressen fra nu af og frem til kommunalvalget for at støtte kandidater og for at vise dig selv frem
Når lejligheden byder sig til at lufte fagbevægelsens kronjuveler, så er det med at gribe den. Kommunalvalget er en sådan lejlighed. Nu er det tid til at vise værdierne frem i alle landets 98 kommuner.
Et særligt valg
Hver gang vi vælger politikere er det også en stjernestund for fagforeningerne. Men det gælder måske i ekstraordinær grad denne gang i forhold til mange af de foregående kommunalvalg. For der er sket noget nyt. Coronaen har skabt en bølge af ny selvforståelse iblandt politikere og befolkning: Vi kan rent faktisk selv bestemme, hvilket samfund vi ønsker at have. Den bølge bør fagforeningerne ride med på. Der er momentum.
“Den vigtigste lære i vores øjne er, at når vi som samfund beslutter os for selv at bestemme, så kan vi faktisk selv bestemme…”
Statsminister Mette Frederiksen
Det kan vi gøre noget ved
Der er faldet en tiøre, ikke bare iblandt danske politikere, men mange steder i verden. Vi kan gøre en forskel, hedder det nu. Og det er en tænkemåde, som brat afskaffer de seneste mange års “politiske apati” og ideologiske tilbageholdenhed som politikere. I årevis har kunsten som politiker været at gøre mindst muligt for at give plads til, at markedet og dets “usynlige hånd” kunne komme til og løse alle problemerne. Men hør så bare, hvad statsminister Mette Frederiksen sagde i Weekendavisen om netop erfaringerne oven på coronatiden:
“Den vigtigste lære i vores øjne er, at når vi som samfund beslutter os for selv at bestemme, så kan vi faktisk selv bestemme…Den måde at tænke på, den måde at arbejde på, den måde at træffe beslutninger på står jo i skærende kontrast til det, der har været den dominerende tanke i dansk politik siden 90erne, hvor de negative konsekvenser af globaliseringen er blevet imødeset politisk med et ‘det kan vi ikke gøre noget ved’. Den meget, meget store migration til Europa, både flygtninge og udlændinge, har været mødt af lidt den samme ‘det kan vi ikke rigtig gøre noget ved’. Stigende ulighed i verden – ‘det kan vi ikke rigtig gøre noget ved’. Den voldsomme centraliseringskraft, som man har set i alle vestlige samfund og også ret stærkt i Danmark – ‘det kan vi ikke gøre noget ved’ .”
Stol ikke på markedet
De politiske tiltag for at bremse covid19 viste os alle, at vi kan ændre på udviklingen, hvis vi virkelig vil. Da coronaen kun er én blandt mange åbenlyse, aktuelle kriser, så er den nytilførte energi til troen på at kunne udrette noget via politisk magt yderst tiltrængt. Klima-, uligheds-, biodiversitets- og flygtningekriser banker ikke længere bare på, men er allerede brudt ud som nye pandemier, der er i gang med at ødelægge vores samfund. For ti år siden ville politikerne have sagt: Det kan vi ikke gøre noget ved. Det siger vi efter livet under coronaens åg ikke længere. Vi siger: Det skal vi gøre noget ved.
En ny tid
For fagforeninger er det også en ny tid. For ikke længe siden fortalte FAOS, at organiseringsgraden i befolkningen nu er nede på kun lidt over 50 procent. Hvis man regner de gule fagforeninger med, er organiseringsgraden dog ikke faldet dramatisk – fra lige over til lige under 70 procent. Alligevel har de traditionelle fagforeningers medlemstal fået én af vor tids skarpeste politiske kommentatorer til at pege på det bizarre fænomen, at mens de i USA for alvor er begyndt at drømme om at organisere arbejdstagere for at sikre dem frihed fra løndumping og dårlige arbejdsvilkår, så er vi i Danmark i gang med at afskaffe selvsamme organisering. Eller med Rune Lykkebergs ord: Vi har den frihedsbevægelse i Danmark, de drømmer om i USA – vi er bare ved at ødelægge den
Kig mod USA
Og den danske fagbevægelse har i den grad brug for ny energi, bemærker Rune Lykkeberg. De globale megakoncerner med Elon Musk, Tesla og Jeff Bezos, Amazon i spidsen er vor tids nye popstjerner, som blandt demokratiske storbyvælgere i USA nyder enorm popularitet. Det gør de også i Danmark. Som fx Wolt, som har iscenesat en ny, lækker livsstil hos urbane danskere. Bestil pizzaen, få den bragt ud med Wolt.
At “wolte” kaldes det, skriver Rune Lykkeberg. Glemt er det, at Wolt kanaliserer overskuddene over til aktionærer fra fjerne destinationer, suger omsætning fra små spisesteder og restauranter og friholder sig for ansvaret for de mange Wolt-bude, der som soloselvstændige “arme- og ben-“virksomheder må slås om hver en luns, hver en lille opgave. Mens de på eget ansvar cykle med livet som indsats kaster sig ud i trafikken for at den nye danske øvre middelklasse kan sætte egen tilværelse i det gunstigst mulige lys på Instagram: “Nyder pizzaen og hvidvinen bragt af Wolt på den nye altan, mens millionerne strømmer ind på bankkontoen, alene fordi vi er smarte nok til at bo i K.”
Kampen om frihed
Rune Lykkebergs forslag til de danske fagforeninger er at lade sig inspirere af den nye amerikanske venstrefløj og den nye præsident og genopfinde sig selv. Forklare, forstå og fortælle, at fagforeningens kamp grundlæggende er en frihedskamp. Wolt-budenes tilværelse er velsagtens ikke dårligere end så meget andet. Men Wolt gør alt, hvad der står i deres magt for at omgærde cykeltjansen med et skær af entreprenørskab og innovation, som vi som samfund ser ud til at æde råt. Her sprækker bukserne altså. De er cykelbude, og de har ingen rettigheder. Det er sandheden.
“Enten er man med til at bestemme, eller også bliver man bestemt over…Hvis man ikke vil pisses på, og man vil ikke vil have dårlig samvittighed over, at dem, der hjælper os alle sammen med deres servicearbejde til hverdag, bliver pisset på, skal man lære sig selv at tænke på »fagforeninger«, der kan forekomme kedelige og magtfuldkomne, som mulige institutioner for en frihedskamp. Imagine,”
Rune Lykkeberg, Information
Fagforeninger skal genopfindes
Men hvorfor ser Wolt, Amazon og Tesla ud som de sjove fætre i klassen, mens fagforeningerne mest af alt er dem med den løftede pegefinger, som spreder dårlig samvittighed, og som ingen andre gider høre på? Ja, netop svaret på det spørgsmål er måske, hvad der skal redde fagforeningerne i Danmark. Rune Lykkebergs bud er, at venstrefløjen og fagbevægelsen altid skal stå på frihedens side som et aktivt og offensivt “vi”.
“Enten er man med til at bestemme, eller også bliver man bestemt over…Hvis man ikke vil pisses på, og man vil ikke vil have dårlig samvittighed over, at dem, der hjælper os alle sammen med deres servicearbejde til hverdag, bliver pisset på, skal man lære sig selv at tænke på »fagforeninger«, der kan forekomme kedelige og magtfuldkomne, som mulige institutioner for en frihedskamp. Imagine,” skriver Rune Lykkeberg.
Kommunalvalget er dit
Nu står vi så over for et kommunalvalg. Og her har du som fagforening dit valg at træffe. Vil du (re)lancere dig selv som en progressiv og magtfuld politisk institution, som har en hel buket af positive værdier at dele ud af: Fair wages. Work-life-balance. Flexicurity. Zero accidents. Jamen, så har du faktisk chancen og muligheden netop som led i en valgkamp, hvor der er særligt fokus på politik – og netop denne gang, fordi vi nu igen tror på, at politik faktisk kan gøre en forskel.
Frihed er for alle
Den bundne opgave kunne være at fortælle fagforeningens historie som en fortælling om frihed. Ikke kun som frihed for alle dem, der har deres på det tørre. Men som frihed for alle. Opgaven er altså ikke bare at appellere til alle dem, der åbenlyst har brug for et sikkerhedsnet. Nej, fortællingen skal også rumme det budskab, at det ikke er cool at bide i en pizza, der er leveret af en virksomhed, der skider på sine cykelbude. Og at hvis man rører ved en papkasse, man har fået fra Amazon, så må man også samtidig blive berørt af en skamfølelse over, at indholdet var så billigt, at lagerarbejderen ikke måtte gå på toilettet.
Kvalitet er frihed for alle
Er det noget, man kommer gratis eller sovende til? Nej. Der skal kæmpes fra dør til dør og fra hushjørne til hushjørne om retten til at definere, hvad frihed er. Hos Amazon er frihed kundernes frihed til at få lige, hvad de ønsker sig i løbet af få timer. Det samme hos Wolt, men her tæller vi i minutter. Men med få greb kan vi inkludere flere i vores frihedsdrøm. Også lagerarbejderne og buddene kan få deres del af friheden. Det kan ske ved, at de får rettigheder. De må godt holde pause. Få ferie med løn. Holde en omsorgsdag. Og alt det andet, der hører med, når man på et organiseret arbejdsmarked forhandler om forholdene på arbejdspladserne. Med organisering bygger vi et arbejdsmarked baseret på kvalitet.
Det må gerne koste
Vi kan selv bestemme, hvilket samfund vi vil have. Det er den frihed, vi har. Det har vi netop genopdaget. Hvis vi vil tiltrække de bedste til et job, så må vi betale det, der skal til, lyder et liberalt mantra. Det er bare, som om mantraet kun gælder, når det er højtprofilerede job, vi taler om. Men fagforeningerne kan og bør bruge samme mantra i fortællingen om, at et arbejdsmarked, hvor lønmodtagere har fair løn- og arbejdsvilkår ikke er gratis. Hvis vi vil have gode job, så må vi betale det, det koster. Kvalitet må godt koste noget, men vi kaster selvfølgelig ikke bare om os med pengene. Det er bare ikke til at komme uden om, at kvalitet på arbejdsmarkedet får vi ikke uden organisationer, der kæmper for det.
Fortæl om de gode eksempler
Start med eksemplets magt. Fortæl om de gode virksomheder, hvor det er forbundet med ægte glæde at være ansat. Fortæl om, hvad det er for et samfund, vi kunne få, hvis alle kunne blive ansat på de vilkår. Fortæl, hvorfor det er enhver forundt at få sin fair share af samfundets rigdomme. Fortæl, at vi ikke ønsker at ende som USA, hvor man kan være fattig, selv om man arbejder. Fortæl, at der er virksomheder, der kan og vil tilbyde ordentlige arbejdsvilkår til deres medarbejdere. Men at andre dele af arbejdsmarkedet har brug for en hjælpende hånd, som skal være alt andet end usynlig.
Fortæl, at vi har brug for, at vi alle bakker op om at skabe et godt samfund – for os alle. Vi har brug for, at du ikke bare hytter dit eget skind, lige så snart ejendomsværdien runder fem mio. kr. Du er nødt til at give lidt ekstra for din pizza, så buddene også kan få en tålelig tilværelse. Og hvis virksomhederne, der pisser på medarbejderne også skal forstå det, så er du også nødt til at give en lillebitte brøkdel af din formue til de fagforeninger, der kæmper kampen for et fair og ordentligt samfund. Du kan jo alligevel ikke engang se forskel på din bankkonto, hvis du skulle vælge at blive medlem.