Djævlen finder altid arbejde til ledige hænder

ILO the work we want menneskers kapløb med kunstig intelligens om fremtidens arbejde

Det globale arbejdsmarked for mennesker skrumper, og vi skal samarbejde på tværs af kloden for at sikre indkomster til almindelige arbejdstagere

30 timers arbejdsuge – er det bare danske yderfløjsfantasterier? Nej, de sidder og diskuterer det i fulde alvor i disse timer på den verdensomspændende konference The future of work we want – a global dialogue – arrangeret af ILO (International Labour Organization).

Nul timers arbejde

Den verdensberømte økonom John Maynard Keynes mente så tidligt som 1930, at efterhånden som vi blev rigere, ville arbejdsugens længde langsomt falde, indtil den nåede til nul. Tilskyndelsen til at arbejde ville blive mindre og mindre på grund af vores rigdom og de teknologiske produktionsmidlers overtagelse af arbejdet. Men den altafgørende forudsætning for en sådan drømmetilværelse er selvfølgelig, at vi fordeler den rigdom, samfundet og teknologien producerer.

Langt fra ideelt

Den virkelighed står vi langt fra i dag, sagde den politiske økonom fra Warwick University, Robert Skidelsky, keynote speaker på ILOs konference:

“Hvad skal den menneskelige race gøre, når det er maskiner, der gør alt arbejdet? Hvis ikke vi gør noget drastisk, så får vi en fremtid på arbejdsmarkedet bestående af vidunderlige jobs i toppen og elendige jobs i bunden, sagde han.”

Den bedste vej frem er at samarbejde internationalt om at få den fremtid, vi ønsker.


“Freeing people of the need to work”


Arbejdsmængden skrumper

Når maskinerne arbejder for os, kan vi beslutte at arbejde mindre. Det gjorde vi i den vestlige verden fra 1880-1980. Arbejdsugen faldt fra måske 60 timer til 40. Siden 1980 er arbejdsdagen ikke blevet kortere.

Hvorfor bliver arbejdsugens længde ikke ved med at falde? Ja, først og fremmest, fordi vi ikke ændrer strategi, fremhæver Robert Skidelsky:

“Vi i vesten møder udfordringerne med overflod og automatisering med mere af det samme.”

Mere vækst. Mere produktion. Mere forbrug.

Uligheden vokser

Én grund til, at mange ikke arbejder mindre, er, at de ikke kan leve af den løn, de får. For bare at holde trit med de økonomiske fordringer en normal tilværelse i et moderne samfund stiller, så er mange mennesker nødt til at arbejde meget. Det gælder fx mange af de 12 millioner briter, som i dag befinder sig under den britiske fattigdomsgrænse.  Vi er allerede på vej mod et samfund af lykke i toppen af pyramiden, elendighed i bunden, anførte Skidelsky. Og det bliver kun værre.

Vi har et valg

Med mindre vi på globalt plan vælger en ny strategi for fordeling af rigdom. Den britiske filosof John Locke, hvis tanker er en hjørnesten i liberalismen, argumenterede for, at enhver har ejendomsret til sit eget arbejde. Det indbefatter eksempelvis retten til at bestemme, hvor meget man vil arbejde. Denne ret er det kun samfundets rigeste, der reelt har i dag.

Demokratisering af arbejde

Robert Skidelsky foreslog i sin tale at skabe en demokratisering af ejendomsretten til eget arbejde.

“Freeing people of the need to work,” som Skidelsky udtrykte det.

Demokratiseringen kan ske ved hjælp af en universel basisindkomst – borgerløn. Som Skidelsky polemisk udtrykker det, kan man

“…beskatte minoriteter for på den måde at give majoriteten en ret, de allerede har.”

Nemlig retten til at bestemme, hvor meget de vil arbejde.

Beskatte ejerne af produktionsmidlerne

Beskatningen af minoriteter er en simpel nødvendighed. Det er ikke en “misundelses-skat”, som lignende forslag bliver kaldt herhjemme. Skidelsky mener, at fremtiden byder på sparsomme mængder arbejde. Når flere bliver ledige, skal de have noget at leve af. Én vej frem er at beskatte robotterne og den kunstige intelligens.

Skattely for robotter

Man kan også vælge at dele det arbejde, der er tilbage til mennesker: Robert Skidelsky lader os forestille os en verden, hvor alle arbejder 15 timer om ugen.

“Ville det ikke være en god ting?,” spørger han listigt fristende.

At den slags ideer kun kan fæstne rod i international muld, er Robert Skidelsky helt med på.

“Hvis vi beskatter robotter i ét land, hvordan forhindrer vi så andre lande i at blive skattely for robotter? Vi må og skal have globalt lederskab.”

Gang på jord?

Om ideerne om at fordele rigdom med borgerløn vil vinde frem, kan hænge sammen med, om taberne i kapløbet med maskinerne vil være mange nok, vurderer Skidelsky. Vi ser dog allerede i dag tabernes stemme tage form i de mange populistiske bevægelser og partier, der vokser frem i vesten.

Vi kan bestemme

At populisterne har så markant medvind skyldes ifølge Skidelsky, at også demokratiet er blandt taberne i det globale vækstkapløb. I iveren efter vækst har vi så travlt med at høre efter, når klodens  finansielle oligarker fortæller os, hvad der vil være til vores eget bedste, at vi sætter befolkningernes ret til at bestemme over styr. I en sådan grad, at der er opstået en følelse af teknologisk determinisme: Vi kan alligevel intet stille op over for udviklingen af ny teknologi.

Jamen, selvfølgelig kan vi det, svarer Skidelsky. Vi har kollektiv kontrol over teknologi. Sammen kan vi styre, hvad teknologi skal bruges til.

Hvis vi kan finde sammen.

Vi vil altid arbejde

Alle spørgeundersøgelser siger, hævder Skidelsky, at de fleste mennesker foretrækker at arbejde mindre, end de gør. Forudsat, at de fastholder deres nuværende indkomst. Fri 24-7 vil dog aldrig blive virkelighed. Dels fordi mennesker helt generelt ikke bryder sig om at modtage overførselsindkomster. Dels fordi arbejde er med til at give livet mening. For det tredje fordi mange af os er umættelige efter ting, sager og oplevelser, som koster penge. Som Skidelsky opsummerer situationen lige nu: Smerten ved at arbejde er mindre end smerten ved at holde fri og opgive de goder, vi kunne få ved at arbejde.

På den måde finder Djævelen altid arbejde til ledige hænder.


Robert Skidelsky er professor i politisk økonomi ved Warwick University. Han har skrevet bogen How Much Is Enough: Money and the  Good Life sammen med sønnen Edward Skidelsky, som bl.a. også skriver i The Guardian.

 

 

 

Den faglige PR-service hjælper fagforeninger

Den faglige PR-service hjælper fagforeninger med kommunikation

Den faglige PR-service har set dagens lys. Det er Fagsagens service målrettet fagforeninger. Det første konkrete initiativ, Den faglige PR-service spillede ud med, var hjælp til at skrive taler til 1. maj.

Men det er kun begyndelsen. Ideen med Den faglige PR-service er, at det skal være nemmere at blive synlig i offentligheden som lokalafdeling eller fx faglig klub.

Lige nu arbejder vi med et tilbud om debat-service. Det er endnu ikke færdigudviklet, men tanken er, at den travle fagforeningsforkvinde/-mand på nem vis kan bestille et debatindlæg hos Den faglige PR-service. Vi glæder os til at folde det ud. Du kan allerede benytte vores service nu – klik på en knap, indtal din holdning – og få et bearbejdet debatindlæg retur.
(Det er nok sjældent, at det vil gå helt så glat som ovenfor beskrevet, hvis du er en person, vi ikke kender i forvejen. For et godt afstemt debatindlæg kræver ofte et minimum af viden om, hvem du er og hvad du står for).

Vi hjælper også gerne med at gøre dit medlemsblad til dit yndlingsblad, sikre flere åbninger af dit nyhedsbrev eller skrive indslag, der bliver læst til din hjemmeside.

Kontakt Søren Dam Nielsen på mobil 22 99 53 75 – eller på soren@fagsagen.dk og hør nærmere.

Velkommen til FAGSAGEN!

At kommunikere om, med og for fag er Fagsagens udgangspunkt.

Velkommen til FAGSAGEN. Vi – eller rettere jeg – er en ny virksomhed, som så dagens lys den 1. januar 2017. Vi vil gerne kommunikere om, med og for fag, fagforeninger, faglige fællesskaber, netværk, organisationer og andre faglige foretagender med hjertet på rette sted.  Jeg håber, I får glæde af os – vi og os sagt i flertal for at holde døre åbne for, at “vi” en dag bliver flere.

At kommunikere i år

Vi er en kommunikationsvirksomhed, men vi er især rundet af, at jeg som stifter har brugt de seneste knap ti år med at kommunikere om fag, fagforeninger og netværk. Denne specialisering vil vi føre videre. Det er vigtigt mere end én gang at have åbnet motorhjelmen til fagene, man kommunikerer om, før man forventer at formulere noget klogt om dem.

Vi kan li’ fag

Navnet FAGSAGEN slår også en tone an, der lugter lidt af interesseorganisation. Det er vi ikke, men vi kan godt lide fag. Vi beundrer den stolthed, fagpersoner ofte viser, når de løser en opgave med den kyndighed, som kun mennesker med en uddannelse kan det. Når vi så hedder FAGSAGEN, så handler det dels om, at her banker hjertet for det at være faglig. Og dels om, at vi ikke synes, vi behøver udelukke at lave andre ting end lige præcis kommunikation. Bare det er noget, der er til fordel for fag, fagforeninger, netværk eller organisationer.

Vi har holdninger

Sidst, men ikke mindst hedder vi FAGSAGEN, fordi navnet synes at angive, at vi vil noget. Det vil vi også. Vi vil gerne kommunikere, men vi vil også gerne kommunikere med kant. Det betyder, at vi som udgangspunkt har holdninger. Her er nogle af de vigtigste:

Vi har altid respekt for de holdninger og værdier, vi møder hos vore samarbejdspartnere. Vi deler nok også de fleste af dem. Vi har imidlertid en fordel, som de mange gange ikke har. Vi er uafhængige af det politiske spil, og vi kan derfor mene det, vi tror mest på. Vore holdninger fungerer som et spejl, der kan give perspektiv til det arbejde, vi udfører for  vore samarbejdspartnere. Eller for os selv.

Vi er i gang.

P.S. Hvem skummer fløden?

Når man betaler FAGSAGEN for et stykke arbejde, bidrager man til, at de, som tjener deres løn gennem FAGSAGEN, kan leve godt og værdigt. Hverken mere eller mindre. Der står ingen investorer og aktionærer i baggrunden med forventninger om afkast og provenu.