Sådan én skal man lige synke

Del med verden

Det har også sin pris, at man hele tiden skal være den, der har et overskud, siger paramediciner og arbejdsmiljørepræsentant Heinrich Larsen

Det har været sindssygt spændende, siger 47-årige Heinrich Larsen om sin karriere som paramediciner frem til nu:

Oppe i Storebæltsbroens 254 meter høje pyloner for at træne højderedning i Storebæltsberedskabet den ene dag.

Undervise i hjertestartsbehandling i Nicaragua den næste.

Så røgdykker og brandslukning.

I luften med helikopter som paramediciner.

Redde katte ned fra høje træer, mennesker i land fra havet – og selvfølgelig – på helt “ordinær“ vis – den daglige rutine med udrykning i ambulancer.

“Du ved, alt det der, hvor man bare siger, at det er sgu et fedt job,” siger Heinrich Larsen.

Meget er sitrende for sjælen

Nu er der kommet en smule mere ro på. Sådan da. Dels er det stadig babu-babu og blink-blink, når han har vagt i ambulancen eller lægebilen sammen med kolleger på Præhospitalt Center Slagelse, som hører under Region Sjælland. Dels er det ingen selvfølgelighed, at de mere administrative opgaver som fx telefonvagter på vagtcentralen og undervisning er mindre sitrende for sjælen end meget af det, man oplever i livet i felten.

Bag 112-telefonen løber adrenalinen også i årerne – og er væsentligt sværere at komme af med. Som udfarende og handlingsorienteret redder, brandmand eller paramediciner kan man for det meste påvirke det, der foregår, på en meget direkte måde.

Stor iver i kulissen

Med nødstedte borgere i telefonen er en stor del af et succesfuldt forløb at sætte andre kolleger i scene, så de kan gøre det nødvendige. Men bag telefonen er man også ude ved frontlinjen – bare ikke fysisk; med røret ved øret sidder man klos op af borgernes korte lunter i kritiske situationer. Og man sidder samtidig dør om dør med det organisatoriske bagland i Region Sjælland, som tripper og stepper og slår knuder på sig selv i kulissen af iver for at påvirke Heinrichs og kollegernes præstationer i telefonrøret og alle andre steder i stedse mere positiv retning.

“Jeg har sgu aldrig smidt aviserne i skraldespanden. Jeg har altid afleveret dem i postkassen, også når det var snevejr.”

Heinrich Larsen

Den lange vej derhen

Heinrich Larsen er 46 år. Han er gift og har to børn. Han bor i Slagelse, lige bag sygehuset. Han har gået en lang uddannelsesvej for at nå derhen, hvor han er i dag: Først ambulanceassistent, så behandler. Senere behandler med overbygning. Så paramediciner og nu paramediciner med overbygning. Ud over at køre ambulance, passe vagttelefon og undervise har Heinrich Larsen siden 2013 også kunnet smykke sig med titlen arbejdsmiljørepræsentant.

(Læs videre under kassen)

Få alle de kommende AMR-historier igennem AMR-Posten

Han går til stålet

Arbejdsmiljørepræsentant er hans første tillidshverv, og han går til stålet, synes han selv. Akkurat som han har gjort med alle job, han har haft, fra da han som syv-årig begyndte at gøre rent.

“Jeg er ud af en arbejderfamilie. Min far var arbejdsmand og min mor var sygeplejerske. De har været arbejdsomme mennesker med en kort uddannelse. Men de har altid haft en høj standard og været meget pligtopfyldende. Den kultur har præget mig i de job, jeg har haft, om det var flaskedreng i Irma eller avisbud. Jeg har sgu aldrig smidt aviserne i skraldespanden. Jeg har altid afleveret dem i postkassen, også når det var snevejr. Af sind er jeg meget amerikansk på en eller anden måde. Jeg tror jo på, at der ikke kommer nogen og giver mig en stor isvaffel og synes, jeg er fantastisk. Jeg skal selv arbejde mig til det. Jeg har sgu ikke haft de store evner.”

“Den pige, der først blev vores arbejdsmiljørepræsentant i regionen, kunne ikke rigtigt byde ind med noget. Det var der ikke noget at sige til. Hun kendte ikke så meget til det operationelle område. Derfor foreslog jeg, at vi som operative fik vores egen arbejdsmiljørepræsentant, så vi kunne højne området. Det syntes ledelsen var en god idé”

Heinrich Larsen

Giv os en arbejdsmiljørepræsentant

Dét præhospitale center, Heinrich Larsen i 2013 blev arbejdsmiljørepræsentant i, var kort tid forinden blevet til. Region Sjælland havde besluttet at hjemtage opgaverne med at køre lægebiler, akutbiler og ambulancer. Heinrich Larsen og mange af hans kolleger fra Falck blev som led i hjemtagningen en del af regionen. Det havde de ikke været ret længe, før Heinrich Larsen foreslog, at den operative del skulle have sin egen arbejdsmiljørepræsentant.

“Den pige, der først blev vores arbejdsmiljørepræsentant i regionen, kunne ikke rigtigt byde ind med noget. Det var der ikke noget at sige til. Hun kendte ikke så meget til det operationelle område. Derfor foreslog jeg, at vi som operative fik vores egen arbejdsmiljørepræsentant, så vi kunne højne området. Det syntes ledelsen var en god idé,” fortæller Heinrich Larsen.

Valgt uden modkandidater

Kort efter blev der afholdt valg til arbejdsmiljørepræsentant.

“Hvem var det, som kom med forslaget. Nå jo, det var ham den lange ovre i hjørnet. Er der nogen modkandidater? Nej. Nå, men så var jeg valgt. Jeg gik straks i gang med at tilegne mig viden og tage kurser. Jeg engagerede mig i mange ting for at finde ud af, hvad det her var for en størrelse, og hvad jeg kunne gøre til gavn for andre,” husker Heinrich Larsen.

Siden har han haft nok at se til:
“Arbejdsmiljøet hos os favner virkelig bredt. Fra sikkerhed på skadestedet til de rigtige uniformer og køretøjer og dæk. Det psykiske, det fysiske. Det er sådan et supermarked, man går ind i. Du kan bare blive ved at hælde i kurven og gøre dig dygtigere. Og det er jo spændende,” lyder det med høj energi fra Heinrich Larsen.

(Historien om Heinrich Larsen fortsættes senere – ring på klokken nederst til højre, hvis du vil have et tip, når det sker😊)

…fik du læst…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *