Tænd ild med ord

Foto: Klaus Berdiin Jensen

– Om at debattere med schwung

Våde og kolde kævler er svære at antænde. Det ved enhver, der har været spejder. På lignende vis ved alle, der lever af at distribuere ord, at der ikke følger politisk eller anden handling af ord, der ikke bliver læst. Når vi beslutter os for at debattere og skrive et debatindlæg, så er det, fordi vi gerne vil tænde ild med ord. Det vil sige, at bogstaverne på siden skal føre til indsigt, forståelse og handling. Skal det lykkes, er kravet, at der springer gnister fra avisens spalte til læserens øjne. At budskabet i teksten forekommer så relevant og så vigtigt for læseren, at han føler sig foranlediget til at følge læsningen op med vigtige beslutninger.

1. Overskriften skal fænge

Først skal læseren indfanges. Læserens opmærksomhed er yderst flygtig. Derfor gælder det om at skabe en overskrift, som fanger læserens opmærksomhed i tilstrækkelig grad til, at hun begynder at læse videre. Det kan eksempelvis være en provokerende påstand eller et spørgsmål, som er relevant for læsernes liv.

Skriv fx: Frygter du også robotterne?
Skriv ikke: Automatisering vil reducere jobudbuddet

2. Krop med kød på

Hold læseren fast med en sanselig eller evt. en følelsesbetonet beskrivelse af problemets kerne.

Skriv fx: Det er aldrig sjovt, når andre tager ens arbejde.
Skriv ikke: For nærværende er der udsigt til fuld beskæftigelse på det danske arbejdsmarked. Med ændrede konjunkturer kan situationen dog tegne sig anderledes.

Fortsæt nu med at vise, at der er et problem, som du ønsker, at samfundet tager hånd om. Fremlæg beviser for påstanden.
Knyt an til læsernes livssituation ved at forklare, at problemet bør løses af hensyn til en gruppe menneskers velbefindende. Vis, at du er interesseret i at løse problemet, så visse mennesker (dyr eller natur) i vores samfund undgår unødig lidelse.

3. Foreslå en løsning

Kom med dit bud på en løsning. Beskriv løsningen tilstrækkeligt til, at man som læser forstår, hvad den går ud på. Vis også, hvad konsekvenserne kan blive: Hvad sker der, hvis samfundet gør, hvad du siger? Lad læserne se den gyldne fremtid for sig.

4. Skrid til handling

Til slut er det tid til at opfordre til handling. Fortæl konkret og præcist, hvad læserne kan eller skal gøre.


Et eksempel på at debattere efter ovenstående regler:

Frygter du også robotterne?

Det er aldrig sjovt, når andre tager ens arbejde. Usikkerheden spreder sig hurtigt: Hvad med huset? Hvad med bilen? Hvad med børnene?
Det bliver ikke mere muntert af, at det om få år måske kan blive robotter og kunstig intelligens, der fjerner dit og mit livsgrundlag. Der er nemlig mange eksperter, som peger på, at de teknologiske fremskridt, vi lige nu er vidner til, ikke kommer til at betyde fremkomsten af nye jobs, vi kan søge. I tænketanken Kraka siger man, at ny teknologi vil fjerne 800.000 danske jobs inden for de næste 10-20 år. Hvad betyder det så? Må vi kaste håndklædet i ringen og indstille os på en tilværelse uden indtægter og tag over hovedet på randen af afgrunden?
Det er det, vi frygter.
Men der findes en løsning: Vi skal sørge for at efteruddanne arbejdstagerne, så vi som danskere kan arbejde sammen med robotter og kunstig intelligens om at skabe endnu mere velstand i Danmark. Det vil kunne give os et arbejdsmarked, vi i dag knap nok tør drømme om: Hvor en arbejdsdag er fra 8-14 – måske fri om fredagen. Hvor pensionsalderen er 60 år – eller barselsorloven i småbørnsårene er på 5-7 år. Hvor muskler af stål, plastic og fibre løfter nedslidningen væk fra dine skuldre.
Dét arbejdsmarked kan blive vores virkelighed. Det kræver selvfølgelig, at vi tilpasser samfundets love og regler løbende, så vi til stadighed bevæger os i den rigtige retning. Og du kan hjælpe de rigtige beslutninger på vej. Stem på politikere, der vil bruge teknologien til at skabe de bedst mulige vilkår for flest mulige mennesker. Eller stil krav om det rette samspil med robotterne sammen med din fagforening.


(Foto øverst på siden er taget af Klaus Berdiin Jensen (cc))


Læs også:

5 tips til at få succes i den offentlige debat

Debat handler om at bryde mure ned

Hvad er god debat? Efter min mening er debat mest vedkommende, når det er sværdslag mellem ærlige og oprigtige stemmer. Al debat handler imidlertid om at vinde flere tilhængere over på sin egen side. For at det skal lykkes, er det så godt som altid nødvendigt at debattere med én eller anden grad af omtanke. Derfor er store dele af virkelighedens debat temmelig meget mere sofistikeret end føromtalte ærlige sværdslag. I den professionelle ende af skalaen bliver debat tilrettelagt måneder i forvejen: Hvem der skal mene hvad. Hvornår det skal ske. I hvilke medier det vil have størst effekt – og hvorfor der i det hele taget skal menes sådan. Der er selvfølgelig altid råderum til at reagere på andre parters holdninger. Men planerne forsøger også at tage højde for, hvordan sådanne reaktioner bør tage sig ud.

Få succes med din debat

Langt de fleste debattører har enkelte kæpheste, de trækker gennem manegen igen og igen. Nogle debattører beundrer vi. Andre respekterer vi. og atter andre lærer vi at leve med. Men når de bliver ved med at brage igennem, handler det om, at de har haft succes med at markere sig og mere eller mindre gøre sig til talspersoner for bestemte emner. Hvis du er én af dem, som overvejer at blive en stemme, man med jævne mellemrum hører i den offentlige debat, har du formentlig også tre-syv kerneholdninger, du gerne vil overbevise andre mennesker om visdommen i.

Tålmodig alligator venter på det rette øjeblik.
Tålmodighed er en dyd i debat.
Foto: Anoldent (cc)

Hvis det for alvor skal lykkes dig at få andre mennesker end dem, der i forvejen er enige med dig, i at flytte sig, så er det første, du må gøre, at væbne dig med tålmodighed. Det tager lang tid at ændre holdninger. Herefter gør du klogt i at lægge en slagplan – akkurat som eksempelvis professionelle politikere gør det. Du er nødt til at finde ud af en række ting: Hvor kan du få ørenlyd? Hvor kan du nå dine fans? Hvor kan du tale til dem, som lige nu mener noget andet end dig? Hvilke argumenter kan få mennesker med andre holdninger end dine til at rykke en lille smule i din retning? Hvordan kan du tale til dem, uden at de pr. refleks lukker ørerne og ser den anden vej? Alle disse spørgsmål vil jeg forsøge at omfavne i de følgende fem tips til at blive så effektiv til at debattere, at du for eftertiden – med lidt held – vil blive husket som “debatalligatoren”.

1. Skærp budskabet

Den første sten, du skal have fat i under dit arbejde med at brolægge vejen til succes som debattør, skal have skarpe kanter. Denne sten er dit budskab, og det kan ikke nytte, at læserne selv skal vende og dreje stenen for at finde ud af, hvordan de skal skære sig på den. Det skal ske af sig selv. Så stenen – alias dit budskab – skal være skarp.

Men hvordan laver man et skarpt budskab? En god øvelse er at tænke i tweets. Når man skriver til det sociale medie Twitter, har man 140 tegn at gøre godt med. Kan man koge sit budskab ned til at stå i en Twitter-besked, så er man godt på vej. Undertiden endda ved vejs ende. Så er det bare at publicere udsagnet – og debatten ruller.

Inden du åbner for din Twitter-konto, så tøv dog lige en kende. Det kan nemlig være en god idé at forberede sig med mere løse betragtninger og overvejelser om, hvad man skal mene om en sag, før man skærer ind til benet med et tweet. Så før du tænker på at sætte dig til tasterne, foreslår jeg, at du finder en ven at tale med (eller en kollega, et familiemedlem el. lign.) Fortæl personen, hvad du har en holdning til og lad gerne vedkommende opsummere din holdning til sidst. Du kan også vælge at indføre den rutine at spørge dig selv og evt. din ven, om det er dig, der skal fremføre denne holdning nu – eller om det er bedre at lade andre om det.

Efter at have talt med en ven har du varmet op, og som bekendt yder man bedre på varme muskler. Det gælder også debatmuskler. Sæt dig så ned og skriv løs. Lad være at tænke for meget. Prøv til sidst om du kan lave et ekstrakt på de 140 tegn til et tweet. Ekstraktet skal rumme kernen i dit budskab, og ender du med at lave et længere debatindlæg, skal ekstraktet være det, der indleder din tekst.

2. Vælg målgruppe

Nu, hvor du har en råtekst, skal du i gang med den “udspekulerede” del af debatkunsten. Du har netop siddet sammen med din ven og ærligt og redeligt fortalt hende, hvordan du synes, verden hænger sammen. Nu skal du i gang med at overveje, hvordan du kan sælge budskabet til forskellige målgrupper i forskellige indpakninger.

Din første overvejelse må være, hvem du gerne vil påvirke med det igangværende debatindlæg. Det kan række fra, at du gerne vil cementere din position over for mennesker, der har samme politiske overbevisning som dig, og til, at du ønsker at skabe røre i de dele af holdningshavet, der har en helt anden pH-værdi end din.

Hvem din målgruppe er, bør have indflydelse på såvel dit ordvalg som dit valg af medie(r) til budskabet, samt derudover på formen og valget af tidspunkt for lanceringen af budskabet.

(læs videre under linket)


Læs også:


Så inden vi kaster os over valg af medier, vil jeg slå en bue omkring ordene. Lad os antage, at du gerne vil argumentere for, at bekæmpelse af social dumping er godt. Og at du gerne vil påvirke blå politikere, så de i bedste fald får en lille smule mere sympati for dit standpunkt. Du skal altså overbevise mennesker, der går ind for konkurrence og fri bevægelighed i EU om, at den slags må bremses. Du kan nemt træde dem over tæerne. Ét af de bedste midler, du kan tage frem af værktøjskassen er at påvise, hvordan social dumping kan være et problem. Ikke bare for mennesker med særinteresser (dem, der risikerer at miste arbejdet eller få lavere løn). Men for os alle sammen. I den faktiske debat har man i den sammenhæng tilbagevendende argumenteret for, at det bliver svært at finansiere velfærdssamfundet, hvis alle østarbejderne løber med de danske stillinger. Det opfatter langt de fleste som en uholdbar situation, og de kan godt se, at for meget lavtlønsarbejde kan ende med at underminere den offentlige økonomi.

Debat handler om at bryde mure ned
Debat handler om at bryde mure ned.

3. Vælg mediet

Vældig mange debattører er vanedyr, når det kommer til at vælge, hvor en given debat skal føres henne. Det er en skam, for det minimerer mængden af debat på tværs af politiske skel. Og det er ofte den væsentligste del af debatten. Inden du kommer for langt, bør du derfor overveje, hvem du egentlig ønsker at påvirke med dine holdninger. Når du har besluttet dig for, om du vil tale til tilhængere, ved-ikke’r eller modstandere, skal du se dig om efter et passende medie.

Men inden du vælger medie, så læn dig tilbage på kontorstolen i et par sekunder. Tænk over, hvad debat egentlig er for en størrelse. Jamen, det er jo nærmest alt, der bliver sagt, gjort og skrevet, kunne man med god ret hævde. Hvad der har størst gennemslagskraft kan være meget svært at gennemskue. Jeg tror dog godt, man kan sige, at debat som isoleret fænomen – på avisernes debatsider og den slags – har tabt en del terræn i det samlede debatbillede. Ofte vælger politiske aktører at lave traditionelle debatindlæg, når de vil signalere seriøsitet. Men her henvender de sig også i høj grad til andre politiske aktører. Vil man påvirke de dybereliggende dele af det folkelige holdningshav, så er der andre virkemidler, som ofte er stærkere end et debatindlæg. Det kan eksempelvis være som Inger Støjberg at sætte et billede af en kage på Facebook – eller det kan være at blive citeret i avisartikler eller tv-indslag.

“Dovne Robert” blev landskendt, da han i 2012 optrådte med ovenstående synspunkt på DR2. Hans ærlige udmelding vakte stor forargelse, og mange ændrede holdning til dagpenge.

Det kan dog stadig være effektfuldt at skrive et traditionelt debatindlæg til opinionssiderne i en avis. Hvis det skal have maksimal effekt, skal det have et indhold, som er så interessevækkende, at det bliver taget op som en selvstændig historie af nyhedsredaktionerne eller på anden måde bliver genstand for drøftelse – eksempelvis fordi folketingspolitikere vælger at omtale sagen.

Men det er ikke altid nødvendigt at vente på, at nyhedsredaktionerne læser debatindlægget. Hvorfor ikke gå direkte til redaktionerne og opfordre dem til at lave en artikel, hvor du kan blive citeret for dine holdninger?

Med internettet og de sociale medier er der også opstået en række muligheder for at opbygge egne medier og få en skare af følgere. Det er for de fleste noget, der tager tid, men det kan være meget værdifuldt. Ofte taler man dog her til mennesker, som deler ens synspunkter.

4. Vælg formen

140 tegn kan være mere end nok til at sætte dagsordenen for hele verden, det ved vi nu. Donald Trumps typiske holdningstilkendegivelse er ikke en 2.000 ord lang kronik i New York Times. Det er tweets på Twitter, og de har stor effekt. Andet ville være mærkeligt, når man har den magt bag ordene, en amerikansk præsident nu engang besidder. Men Trumps debatstil siger alligevel noget, vi alle kan lære noget af. Det behøver ikke være langt for at virke.

Når du vil debattere, bør du på forhånd gøre op med dig selv, hvilken situation de læsere, du gerne vil nå, befinder sig i. Og hvad dit formål med din henvendelse til dem er.

Længere, klassiske debatindlæg kan være relevante, når du står over for en reel udfordring med at overbevise andre mennesker om et synspunkt. I den situation er det nemlig ofte bedst at holde en saglig og redelig tone med fornuft, argumenter og lydhørhed for andres politiske ståsted som bannerførere.

Hvis du bare vil orientere om en ændring eller en beslutning, markere din støtte til en sag eller en holdning, så kan en enkelt sætning – helst ledsaget af et billede – som opslag på et socialt medie have god virkning.

Imidlertid kan det rigtige billede også i sig selv være dagsordensættende. Tænk eksempelvis på det frygtelige billede af den lille, druknede flygtningedreng på en strand i Tyrkiet.

5. Vælg tidspunktet

Timing er altafgørende, hvis du ønsker at sætte en dagsorden. Der er selvfølgelig historier, der øjeblikkeligt rydder alle forsider. Men i det store og hele er konkurrencen om opmærksomheden stærkt intensiveret over de seneste årtier, og chancen for at få ørenlyd er mindre.

Så hvis du gerne vil opnå maksimal synlighed, bør du holde øje med, hvad der er til debat i samfundet. Det er langt nemmere at komme til orde, hvis man har en kommentar til et aktuelt samfundsproblem, end hvis man bare har lyst til at oplyse opinionen om ens generelle livssyn. Det kunne vi nemlig – hvor interessant det end måtte være – lige så godt have hørt om i overmorgen eller om to år frem for netop i dag.

Timing kan som før nævnt også bestå i, at du selv tager kontakt til en journalist, der har skrevet en aktuel historie, fordi du mener at have en relevant kommentar til den. Hvis du har mulighed for at kaste nyt lys over sagen med din viden og dine erfaringer, så kan du være heldig at få et citat med i den opfølgende artikel.

Gå heller ikke af vejen for at bruge humor, tale i billeder, vise vilje til at se sager fra flere sider og pege på løsninger. Så er du godt på vej til at blive en respekteret stemme i den offentlige debat.


Ønsker du hjælp til at bruge din stemme i debatten?


Læs også:

Der skal loft over tempoet

Nogle busser i Ringsted kører nonstop, så forsinkelser ikke kan hentes. Tempoet er for højt.

FAGSAGEN: Hvis LO’s anbefalinger til et bedre arbejdsmiljø skal vinde gehør, skal fagforeningerne fortælle om dem.

Nogle busser i Ringsted kører nonstop – der er ikke pauser ved endestationerne. Det gør, at forsinkelser ikke kan hentes. Det presser chaufførerne. Kravet til busruternes effektivitet er opskruet. Tempoet er for højt, og det er det mange steder i samfundet.

En gruppe af uafhængige eksperter samlet af LO foreslog i januar som én af 14 anbefalinger, at Arbejdstilsynet skal kunne sætte grænser for tempoet på arbejdspladser i Danmark.

Brems

Tempoet stiger og stiger på danske arbejdspladser. Når kolleger på arbejdspladserne må kaste håndklædet i ringen pga. slid, så skyldes det ofte det hårde tempo. Eksperterne har foreslået, at det skal være muligt at slå bremsen i. De foreslår, at det kan ske ved, at Arbejdstilsynet giver påbud om at sænke farten. En anden mulighed er, at arbejdstagere og arbejdsgivere kan lave aftaler om tempo igennem overenskomsterne.

Mange interessante bud

At sætte et loft over tempoet er et af de mest banebrydende forslag fra eksperterne, men de har også andre interessante bud.

  • Eksempelvis foreslår de, at ledelsen for en virksomhed skal vurdere konsekvenserne for arbejdsmiljøet, inden de igangsætter større forandringer.
  • De foreslår også, at man skal kunne få rådgivning om mulighederne for at skifte spor i karrieren, hvis man fx er nedslidt.

Fortæl om anbefalingerne

Medierne har kun i begrænset omfang interesseret sig for LO’s 14 anbefalinger, og det er synd og skam. Herfra skal der derfor lyde en opfordring til at fortælle om forslagene, så der bliver lagt størst muligt pres på politikerne, når de – måske i løbet af 2018 – beslutter, hvordan arbejdsmiljøindsatsen i Danmark fremover skal skrues sammen.

Læs også: Den faglige PR-service hjælper fagforeninger

De 14 anbefalinger

Anbefalingerne retter sig især imod det påtrængende behov for at skabe bedre balance mellem arbejdets vilkår og de faktiske ressourcer i arbejdsstyrken.

  1. En mere sammenhængende og koordineret arbejdsmiljøindsats
  2. Et stærkt og stabilt Arbejdstilsyn som fundament for en styrket arbejdsmiljøindsats
  3. Forskningen i arbejdsmiljø skal være bred og dækkende, og resultaterne skal formidles sådan, at virksomheder og medarbejdere forstår dem
  4. Den virksomhedsnære rådgivning og vejledning skal styrkes
  5. Før ledelsen af en virksomhed beslutter at gennemføre større forandringer, skal den vurdere, hvordan de påvirker arbejdsmiljøet
  6. Når opgaver sendes i udbud, skal der stilles krav til arbejdsmiljøet ved udførelsen af arbejdet
  7. Øget myndighedsindsats for at sikre et godt psykisk arbejdsmiljø
  8. Arbejdstilsynet og pensions- og forsikringsselskaberne bør stille viden til rådighed for forskning og forebyggelse
  9. Arbejdsintensiteten bør tilpasses, så den ikke skader de ansattes helbred og forringer deres mulighed for et godt og langt arbejdsliv
  10. Opsøgende rådgivning om mulighederne for at skifte spor i arbejdslivet
  11. I udvalgte fag og brancher bør medarbejderne tilbydes fysisk aktivitet i arbejdstiden
  12. Støtte til udvikling af ny arbejdsorganisering og nye tekniske hjælpemidler som mindsker belastninger af de arbejdende
  13. Fond til finansiering af en ambitiøs indsats
  14. Aktivering af midler fra Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse.

Skyd debatten i gang

De mange spændende bud på en bedre arbejdsmiljøindsats venter kun på én ting: At fagforeningerne fortæller om dem, og bakker de forslag op, som de kan lide. Det kan kun gå for langsomt, for lige pludselig bliver det efterår. Til den tid kommer et nyt ekspertudvalg nedsat af beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen med en ny omgang anbefalinger til at styrke arbejdsmiljøindsatsen. Måske bliver deres anbefalinger bedre. Måske bliver de værre. Men de har nu via LO fået et modspil, som er værd at inddrage i debatten. Bare se at komme i gang!

De 14 konkrete anbefalinger kan ses i rapporten ”Hvordan kan arbejdsmiljøet sikre flere gode år på arbejdsmarkedet? – politikforslag om arbejdsmiljø og tilbagetrækning”